Skip to content back to nav
 
 

Egedal indfører forbud mod afbrænding

Naturbrand

Risikoen for naturbrande i den tørre sommerperiode får nu Egedal Brandvæsen til at indføre et forbud mod afbrænding i Egedal Kommune. Kun grill i egen have og bål på etablerede pladser er tilladt.

Nyhed skrevet af Frederik Roed|22-07-2013

Flere uger uden regn og udsigten til mere tørke har øget risikoen for naturbrande så meget, at Egedal Brandvæsen nu har valgt at indføre et forbud mod afbrændinger.

Forbuddet omfatter alle former for afbrændinger, herunder havebål, haveaffald, ukrudt, marker, halm og medbragte grill.
Kun grill i egen have og bål på etablerede bålpladser er tilladt, men man skal passe godt på.

- Vi har allerede haft fire mindre naturbrande i Egedal og det er kun blevet mere tørt, hvilket øger risikoen for at brandene udvikler sig, så folk kan komme til skade og store værdier gå tabt.  Derfor har vi fra i dag - i samråd med de lokale skovfogeder - valgt at indføre et totalt forbud mod afbrænding. Det er simpelthen blevet for farligt, siger vicebredskabschef Thomas Emil Hammerum.

Han forventer, at forbuddet vil gælde nogle uger endnu.

- DMI varsler mere tørt og solrigt vejr. Og der skal efterhånden en del regn til for at gøre afbrændingerne sikre igen, siger Thomas Emil Hammerum.

Egedal Brandvæsen vil politianmelde eventuelle overtrædelser af forbuddet, hvilket kan medføre bødestraf. Egedal Brandvæsen vil oplyse om ændringer i forhold til forbuddet på egedalkommune.dk.