Skip to content back to nav
 
 

Kan du høre røgen?

kan du høre røgen

Røgalarmer redder liv og kan fås til under 100 kroner. Alligevel er der mange danske boliger, der er uden røgalarmer. Og når branden bryder ud, kan beboerne simpelthen ikke høre røgen.

Nyhed skrevet af Birgitte Østrøm|24-01-2014

De fleste af os har én eller flere røgalarmer derhjemme. Men i mange boliger mangler de stadig. En bolig uden røgalarmer kan medføre en øget risiko for beboerne, hvis eksempelvis et glemt levende lys udvikler sig til en brand.

Energistyrelsen sætter i samarbejde med Beredskabsstyrelsen og Sikkerhedsstyrelsen fokus på denne risiko og lancerer derfor kampagnen "Kan du høre røgen". Målet er, at vi alle har røgalarmer derhjemme og husker at tjekke, at de virker.

Alarm giver tid til reaktion

I syv ud af 10 boliger herhjemme findes der allerede røgalarmer. Stadig dør der hvert år omkring 60-80 personer som følge af en brand. De fleste i boliger uden røgalarmer.

- Røgalarmen forhindrer ikke, at der opstår brand, men den giver personer i boligen bedre mulighed for at reagere i tide. Enten ved selv at slukke ilden eller redde sig ud og tilkalde hjælp. Så røgalarmer kan redde liv", fastslår chefkonsulent i Energistyrelsen Charlotte Micheelsen.

Beboerens ansvar

Mange af de boliger, som endnu mangler røgalarmer, er leje- eller andelsboliger. Måske tror beboeren, at det er ejerens ansvar at sørge for røgalarmer, men det gælder kun i byggeri opført efter 2004. Ellers er det beboeren selv, som skal sørge for det.

Mindst udbredt er røgalarmer blandt unge i alderen 18-25 år. Næsten tre fjerdedele af de unge, som bor i ungdoms- og kollegieboliger, har ikke en røgalarm. Tilsvarende har mange ældre over 65 år ingen røgalarm og udgør samtidig en uforholdsmæssig stor andel af de personer, som omkommer i brand,

Nem at sætte op

Heldigvis er røgalarmer nemme at sætte op, siger Charlotte Micheelsen. De fås også til en overkommelig pris i supermarkeder og byggemarkeder. Man bør da også overveje at sætte flere røgalarmer op i sin bolig.

Tjek om røgalarmen virker

Der er desværre mange, som glemmer at tjekke, at røgalarmen virker. Tryk på testknappen én gang om måneden og udskift batteriet én gang om året, anbefaler Energistyrelsen.

 

 

Læs også ...