Skip to content back to nav
 
 

Lejeboliger i Smørum Rådhus

Bjerg Arkitekturs illustration af bæredygtige boliger i Smørum Rådhus

Egedal Kommune har nu skrevet kontrakt med Domea, der vil opføre 86 meget bæredygtige og fleksible boliger i og omkring Smørum Rådhus. Dermed er begge de ’gamle’ rådhusgrunde i Ølstykke og Smørum solgt til almene boliger.

Nyhed skrevet af Frederik Roed|26-08-2014

Lækre og meget energioptimerede lejligheder med små gårdhaver i centrum af Smørum, der kan tilpasses både singler, børnefamilier og ældre.

Det bliver virkeligheden når bygge- og boligadministrationen Domea de kommende år vil opføre Bjerg Aarkitekturs bud på fremtidens almene boliger i og omkring det nuværende Smørum Rådhus.

Egedal Kommune har nemlig skrevet kontrakt med Boligselskabet Rosenvænget ved Domea, der vil opføre i alt 86 lejligheder som fleksible moduler i fem forskellige størrelser - fra 38 til 110 kvadratmeter. 27 af lejlighederne bliver opført i det eksisterende rådhus - andre bliver indrettet i to etager på taget af rådhuset eller ved siden af i det nærliggende grønne område.

Dermed er begge de 'gamle' rådhusgrunde i både Ølstykke og Smørum solgt til to almene boligselskaber, der vil opføre bæredygtige lejeboliger.

Alle boligerne i Smørum Rådhus skal opfylde kravene til bygningsklasse 2020, som er bedste lavenergiklasse i dag, der bruger minimalt med energi. Men det er også tanken, at byggeriet skal bidrage positivt til nærmiljøet i Smørum ved at producere energi, rense grundvandet, genbruge regnvandet, rense luften og skabe mere biodiversitet med grønne facader og tage.

Boliger imødekommer et stort behov

Formand for Planudvalget, Ib Sørensen, er begejstret for projektet og glæder sig til at få en ny lokalplan på plads for det attraktive byområde.

- Det er et utroligt flot og gennemtænkt boligbyggeri, der bogstaveligt talt genbruger det gamle rådhus som fundament for noget helt nyt og bæredygtigt. Boligerne i Smørum Rådhus imødekommer et stort behov for flere almene boliger til eksempelvis singlefamilier og ældre, der har behov for mindre plads og udgifter, men gerne vil bo godt og miljøbevidst, siger Ib Sørensen.

De to rådhuse i Ølstykke og Smørum er solgt for i alt 33 millioner kroner uden moms (der er ikke moms på salg af bebyggede ejendomme), mens to ekstra ubebyggede grunde ved Smørum Rådhus er solgt for 13 millioner kroner inkl. moms.

Smørum Rådhus vil ligesom Ølstykke Rådhus lukke i begyndelsen af november i år, når Egedal Kommunes administration bliver samlet i det nye rådhus og sundhedscenter i Egedal By. Stenløse Rådhus bliver omdannet til kulturhus.