Skip to content back to nav
 
 

Brandalarmanlæg øger brandsikkerheden

Beredsskabsleder

I de kommende fire år vil Egedal Kommune installere automatiske brandalarmanlæg, kaldet ABA-anlæg, på alle kommunens skoler.

Nyhed skrevet af Karoline Lyngholm Larsen og Birgitte Østrøm|08-04-2015

Egedal Kommune installerer over de næste fire år automatiske brandalarmanlæg, kaldet ABA-anlæg, på kommunens skoler. Et ABA-anlæg er kendetegnet ved, at det det kan registrere en begyndende brand og i tilfælde heraf automatisk alarmere brandvæsenet. 

Sådan virker ABA-anlægget

Anlægget består af varme- og røgdetektorer, som er placeret strategiske steder i bygningerne på skolerne. Såfremt detektorerne registrerer røg eller varme, slår anlægget alarm. Aktiveringen af detektorerne fører til forskellige former for alarmering. 

Først og fremmest har anlægget til formål at advare personer, der opholder sig i bygningen om brand. Samtidig med dette vil aktiveringen af detektorerne automatisk alarmere og tilkalde det lokale brandvæsen. 

For at øge brandsikkerheden yderligere er forhåbningen at koble et automatisk talevarslingsanlæg til ABA-anlægget. 

Talevarsling er en stemmebesked, der bringes via et højtaleranlæg. Stemmebeskeden vil, i tilfælde af brand, automatisk angive en instruering i, hvordan personerne i den pågældende bygning bør forholde sig. Talevarslingen vil kunne sikre, at de personer, der opholder sig i bygningen, handler på den bedst tænkelige måde.  

Talevarsling forhindrer ikke brand, men hjælper via mundtlige instruktioner til, at brugerne forlader skolen hurtigt samt i god ro og orden. Først når bygningerne er forladt kan brandvæsnet begynde at slukke branden. 

Hvis elever og lærer derfor hurtigt forlader skolen muliggøre det for brandvæsnet at kunne slukke branden hurtigt, og derved mindske risikoen for skader på skolerne. Skolerne vil på den måde også hurtigere kunne vende tilbage til den normale drift.  

Talevarslingsanlægget vil i det daglige kunne bruges som højtaleranlæg til fælles beskeder til skolen. 

Mindske omfang af brandskader

ABA-anlæggets automatiske tilkaldelse af brandvæsenet nedsætter tiden mellem registrering af brand, og til brandvæsnet ankommer. Forkortes tiden inden hjælpen ankommer, kan det mindske omfanget af brandskaderne. 

- Hvis vi kan opdage en brand tidligt og hurtigt få den slukket, vil følgeskaderne også blive tilsvarende mindre, og lokalerne kan benyttes kort tid efter. Opdages branden omvendt først når det er naboerne, der alarmerer og branden er gået gennem taget, er skaderne oftest så voldsomme, at det kræver en langvarig genopbygning, siger viceberedskabschef Thomas Emil Hammerum.   

Større tryghed med ABA-anlægget

- Noget, der er vigtigt ved ABA-anlæg, er den tryghed ABA-anlægget kan skabe i forbindelse med ophold i kommunens bygninger. Jeg ved, at investeringen i at installere ABA-anlæg på kommunens skoler vil være med til at sikre et højt niveau af tryghed blandt elever, lærer og andre, der benytter skolens faciliteter. Desuden vil der være driftsmæssige og dermed økonomiske gevinster ved at alarmere via ABA-anlæg og talevarsling på skolerne, siger Thomas Emil Hammerum.

Årsagen til installeringen af ABA-anlæg på kommunens skoler er for Egedal Kommune dermed at opprioritere sikkerheden og sikre et højt niveau af tryghed. Desuden vil installeringen af ABA-anlæg gøre det billigere for kommunen at forsikre skolerne. På den måde vil kommunen kunne opnå en økonomisk besparelse på sigt.