Skip to content back to nav
 
 

Egedal har mange gode ledere

Ledere og medarbejdere samlet på Borgertorvet på Egedal Rådhus.

I en omfattende undersøgelse har 1.800 medarbejdere i Egedal Kommune vurderet 150 ledere og deres lederevner – både internt og i forhold til omverdenen. Og resultatet er klart – lederne scorer generelt højt. Undersøgelsen skal bidrage til at udvikle lederne til at gøre det endnu bedre

Nyhed skrevet af Frederik Roed|15-04-2015

Farverne er overvejende grønne i den store ledelsesevaluering som Egedal Kommune har gennemført.

'Grøn' betyder, at kommunens 150 ledere generelt bliver vurderet som 'meget gode' eller 'gode' - svarende til ca. 3,7 ud af 5 mulige point - når det handler om deres ledelsesevner inden for en række væsentlige discipliner som borgerservice, dialog, handlekraft, kommunikation og engagement.

Eksempelvis viser undersøgelsen, at 76,3 procent af lederne bliver vurderet til at have fokus på at sikre kommunens serviceniveau, mens kun 6,3 procent af medarbejderne vurderer deres ledere til at være 'røde' og dermed 'under' eller 'væsentlig under middel'. 

På et spørgsmål om, hvorvidt lederne lytter til borgernes behov for at skabe nye løsninger, svarer 69 procent 'Meget god' eller 'god', mens 76,1 procent vurderer deres ledere som 'gode' eller 'meget gode' til at tage ansvar.

- Jeg er meget tilfreds med evalueringen, der viser at vores ledere i Egedal Kommune generelt leder på et ganske højt niveau. Formålet er imidlertid ikke kun at tage pulsen på vores ledelsesevner, men at skabe et godt udgangspunkt for dialoger om, hvordan vi kan blive endnu bedre. Og her vil det selvfølgelig være naturligt, hvis vi arbejder mere med temaer som f.eks. 'feedback', og 'afstemning af forventninger', hvor vi scorer knapt så højt, siger kommunaldirektør Lars Wilms.

Skolelederne scorer over middel

Omkring 550 af de samlede 1800 besvarelser kommer fra skolerne, hvor lærerne har vurderet deres nærmeste ledere. Det svarer altså næsten til en tredjedel af besvarelserne.

Her viser undersøgelsen, at lederne generelt bliver vurderet ganske 'grønt' og over middel, men lidt under det generelle niveau i Egedal Kommune.

- Set i lyset af, at skolerne i Egedal har gennemgået store forandringer under den nye skolestruktur og folkeskolereform, så mener jeg bestemt, at vores ledere kan være evalueringen bekendt. Generelt bliver lederne vurderet til at ligge over middel eller tæt ved 3,5 ud af 5 point. Det har helt sikkert også været en udfordring for lederne, at arbejde med de store omvæltninger, reformen og skolestrukturen har medført. Derfor skal vi fremadrettet blandt andet have endnu mere fokus på, at lederne signalere tydelige mål for arbejdet i folkeskolen, siger centerchef for Skole og Dagtilbud, Egon Agerlin.

- Undersøgelsen bekræfter imidlertid også, at vi allerede arbejder med de rigtige ting i skolerne, når det handler om at skabe retning, kompetenceudvikling og et bedre arbejdsfælleskab med mindre stress og jag, siger Egon Agerlin.