Skip to content back to nav
 
 

Ny beredskabsdirektør

Kim Lintrup

Kim Lintrup, nuværende beredskabschef for Frederikssund-Halsnæs Brand- og Redningsberedskab, bliver beredskabsdirektør for det kommende fælles beredskab for de seks kommuner i den vestlige del af Nordsjælland: Hillerød, Halsnæs, Gribskov, Egedal, Furesø og Frederikssund.

Nyhed skrevet af Birgitte Østrøm|17-06-2015

Den kommende beredskabsdirektør har 25 års erfaring fra beredskabsområdet, 18 år som chef i kommunale beredskaber og har i den periode været leder af flere sammenlægningsprocesser indenfor beredskabet. Senest var han i 2009 leder af sammenlægningen og etableringen af §60-selskabet Frederikssund-Halsnæs Brand- og Redningsberedskab.

Kim Lintrup er oprindeligt uddannet som linjeofficer ved Beredskabsstyrelsens Befalingsmandsskole og har siden fungeret som leder, vicebrandchef og beredskabschef indenfor beredskabsområdet. Kim har løbende videreuddannet sig, blandt andet har han senest gennemført en Master i Offentlig Ledelse i 2012.

Borgmestrene i de seks kommuner er glade for valget af den nye direktør og udtaler samstemmende:

- Kim Lintrup har en stærk faglig og ledelsesmæssig ballast og har samtidig et godt kendskab til de nuværende beredskaber i kraft af sin rolle som beredskabschef og medspiller i sammenlægningsprocessen. Derfor er vi overbeviste om, at Kim vil kunne løfte opgaven med at få opbygget et stærk fagligt, professionelt og effektivt beredskab, der kan skabe tryghed og sikkerhed for borgerne.

Den nye direktør tiltræder stillingen 1. august og skal frem til 1. januar, hvor det nye selskab etableres, stå i spidsen for forberedelsen af fusionen af de seks kommuners beredskaber. Fra 1. januar bliver Kim Lintrup officiel direktør for det fælles beredskab.