Skip to content back to nav
 
 

Tivoli-orkester giver koncert i Egedal

Tivoli symfoniorkester

Nu har du mulighed for at opleve Tivolis symfoniorkester Copenhagen Phil - ganske gratis i Egedal.
Det sker fredag den 7. oktober kl. 17.00, hvor elever fra Egedal Musikskole også deltager. Hent billetter på billetto.dk

Nyhed skrevet af Frederik Roed og Mikkel Benn|21-09-2016

- Det er en enestående mulighed for at nyde og opleve et symfoniorkester i særklasse - ganske gratis i Egedal. Copenhagen Phil er musikere fra allerøverste hylde, samlet i et nytænkende orkester, der hele tiden udvikler sig og udfordrer musikken - stadig i respekt for traditionen.

Sådan lyder det fra leder af Egedal Musikskole, Mikkel Benn, der har været med til at arrangere koncerten i Egedal Rådhus.

Egedal Musikskoles elever spiller med

Koncerten er en fantastisk mulighed for nogle af Egedal Musikskoles orkesterelever, som skal spille sammen med Copenhagen Phil i en afdeling af koncerten.

- Det at Copenhagen Phil kommer her til Egedal og tilmed inviterer nogle af Egedal Musikskoles elever ind i orkestret fortæller noget om deres alsidighed, åbenhed og deres fokus på at bære orkesterkulturen videre. Det bliver både en stor musikalsk oplevelse og en spændende udfordring for eleverne at være 'midt i musikken', siger Mikkel Benn.

Om Copenhagen Phil

Copenhagen Phil har rødder helt tilbage til 1843 som symfonisk orkester i Tivoli.
I dag har orkestret 70 fastansatte musikere. Orkestret deler fortsat året mellem en sommersæson i Tivoli og en vintersæson som symfoniorkester i København og på hele Sjælland. 

Bonus-information

Musikskoleleder Mikkel Benn har selv haft fornøjelsen af at spille med Copenhagen Phil's musikchef Uffe Savery i bandet Safri Duo fra 2004-2007. Uffe Savery er garant for at omtænke og nytænke koncepter for klassisk musik.

Agnete Skibsted, som er producent på koncerten, er også en gammel kending af musikskolen, da hun har været ansat som violinlærer, boet i Veksø og - ligesom Mikkel Benn - været elev af tidligere musikskoleleder Bjarne Kulmbak i folkeskolen på Sandbjergskolen. Og så kan vi da også nævne, at Egedal Musikskoles fagotlærer Signe Haugland er ansat i orkestret.

Gratis billetter på billetto.dk

Koncerten afholdes fredag den 7. oktober i Egedal Rådhus' Foyer fra kl. 17:00-18:10. Dørene åbnes kl. 16:30.
Der er gratis entre - men du skal have billet som kan hentes på Billetto.dk