Skip to content back to nav
 
 

App gør det lettere at leve sundt

WannaSport

Det skal være lettere at leve sundt i Egedal. Sådan lyder ambitionen i Sund Egedal-kampagnen #HvadGørDu? En ny app tager kampagnen på ordet og gør det lettere at bruge kommunens mange idrætsfaciliteter. App’en hedder WannaSport, og gør det nemt at komme ud og dyrke sport.

Nyhed skrevet af Julie Aebischer Nørgaard og Sonya Pratt |07-02-2017

Fra årsskiftet er der ikke længere nogen undskyldning for ikke at forlade sofaen og komme ud i kommunens idrætsanlæg og dyrke noget mere sport med vennerne.

Med ganske få klik på mobilen kan man finde, booke og betale for en badmintonbane eller en fodboldbane i det lokale idrætsanlæg. Man kan også finde og invitere andre der deler ens interesse for sport.

Egedal Kommune og WannaSport har indtil videre aftalt en forsøgsperiode på tre måneder, og der har allerede i opstarten af projektet været de første bookinger. Der er altså meget der tyder på, at der blandt borgerne er en stor efterspørgsel på at få adgang til de kommunale idrætsfaciliteter.

Hvis man bare lige vil dyrke noget sport

- WannaSport app'en går hånd i hånd med vores Sundhedspolitik. Det er præcis sådanne tiltag vores byråd ønskede med den nye politik; en bookingservice der giver dig overblik over mulighederne for at dyrke sport lige dér hvor du er. Vi håber at så mange som muligt vil prøve den nye app, så de første tre måneder kan gøre den til et hit, siger fungerende formand for Kultur- og Erhvervsudvalget, Charlotte Haagendrup.

Ønske-tanken er at mange flere får interesse for at dyrke sport i en forening, med det fællesskab det giver, når de lige kommer op af sofaen og får prøvesmagt den nye app. 

Find en fri bane

I første omgang kan man via WannaSport finde badminton- og fodboldbaner hos Smørum Idrætsanlæg, Veksø Multihal, Stenløse Idrætsanlæg. Ølstykke Hallen, Ølstykke Badmintonhal, Ganløse Idrætsanlæg og Sandbjerghallen.

De ledige tider som ikke benyttes af kommunens idrætsforeninger, bliver gjort tilgængelige, og de kommunale idrætsfaciliteter vil derfor blive udnyttet bedst muligt, og borgerne får de bedst mulige rammer for et aktivt liv.

Prøv det allerede her i vinterferien

Fakta

Undersøgelser fra Idrættens Analyseinstitut viser at 56% af borgerne i Danmark ønsker at få direkte adgang til kommunale idrætsfaciliteter på egen hånd.

Du kan booke med WannaSport i områderne Smørum, Veksø, Stenløse, Ølstykke og Ganløse.

Læs alt om WannaSport på wannasport.dk - eller download app'en gratis til Iphone eller Android.