Skip to content back to nav
 
 

Slut med junk til frokost

Ung Egedal i køkkenet

Som et forsøg har 10. klasse hos Ung Egedal i Smørum dette skoleår lavet frokost sammen for at komme af med de usunde madvaner. Forsøget har været så stort et hit, at den nye 10. klasse der starter til august fortsætter succesen.

Nyhed skrevet af Julie Aebischer Nørgaard og Rune Thielcke|14-06-2017

Som led i Egedal Kommunes fokusområde 'Sund Egedal' har 10. klasse på Dagskolen hos Ung Egedal i Smørum fået penge til at lave en fælles madordning en gang om ugen. De unge står selv for at delegere opgaverne mellem sig, handle råvarer og planlægge dagens menu.

Et sundt forsøg

Onsdagene blev noget helt særligt for Ung Egedal's 10. klasse. På de dage, lavede de varme retter fra bunden og hyggede sammen om måltidet.

Frokostordningen er en del af et valgfag, hvor klassen deles i fire grupper, som skiftes til at stå for den fælles frokost. Én gruppe går i køkkenet, en anden planlægger næste uges menu, og de to sidste grupper laver en fysisk aktivitet. Frokosten har været obligatorisk - som en faglig del af undervisningen - men alle de unge har hele vejen igennem bakket op om projektet.

- Niiiiiiice, råber de unge 10. klasses-elever, når køkkenholdet sætter maden på bordet, og duften af chicken masala indtager fællesrummet.

Det sunde fællesskab

Sund mad handler ikke kun om at spise sundt, men også om at skabe en god atmosfære rundt om bordet. Måltidssituationen er en god anledning til at dyrke pausen, nærværet og roen og få tanket op til en lang skoledag.Når en ny gruppe spiser sammen, opstår et naturligt fællesskab omkring måltidet, hvilket også kan være med til at styrke sammenholdet og dermed den sociale sundhed i en gruppe.

- Det er fedt at se eleverne engagere sig så meget i både indkøb og planlægning. Det er også en rigtig god måde for en ny klasse at få bygget et godt fællesskab op fra starten, udtaler udviklingskonsulent for Ung Egedal, Trine Christensen.

- Planen for næste skoleår, er at vi viderefører projektet uden elevbetaling indtil efterårsferien, og hvis det stadig er en succes og eleverne er med på den, fortsætter vi med en lille elevbetaling så projektet bliver levedygtigt, forklarer Afdelingsleder for 10. klasse Ung Egedal, Jens Frandsen.

Sund Egedal

Initiativet er støttet af 'Sund Egedal' med 30.000 kr. i 2016/2017. Målet med Sund Egedal er at styrke sundheden i Egedal ved at gøre det lettere at leve sundt og træffe sunde valg. Egedal Kommune kan skabe de gode rammer - men det er op til den enkelte at bruge dem. #HvadGørDu