Skip to content back to nav
 
 

11 anerkendte kunstnere indtager rådhuset

skulpturudstilling

Rådhuset åbner sig for kunsten, når 22 moderne skulpturværker bliver udstillet i rådhusfoyeren fra. d. 5. februar. ”Kunsten skal også ud af museerne og ud hvor folk er, siger Peter Hesk.

Nyhed skrevet af Kirsten Sterling, foto: Ole Schjører-Hansen|23-01-2018

Sten, bronze, gips og keramik. 22 skulpturer i klassiske materialer indtager rådhusfoyeren d. 5. februar. Mens man venter på at blive betjent af en medarbejder, kan man gå rundt i udstillingen og lade sig inspirere af værkerne, som er udlånt af 11 anerkendte kunstnere.

- Vi vil gerne give de besøgende på rådhuset et brud i den almindelige hverdag - et pusterum, hvor de kan stoppe op og få nogle andre indtryk, måske undre sig lidt og få en god oplevelse, siger Peter Hesk, der har været med til at koordinere udstillingen.

Udstillingen er speciel idet, at det er en ren skulpturudstilling, hvor skulpturerne ikke er blandet med andre udtryksformer.

Udstillingen er arrangeret på initiativ af Egedal Kommunes kunstråd, der har til opgave at koordinere Egedal Kommunes kunstopgaver.

- Jeg er glad for at vores ide med at have et stort fælles rum midt i rådhuset til kunst- og kulturarrangementer bliver konkretiseret med denne spændende udstilling med nutidskunst, siger borgmester Karsten Søndergaard, der også er formand for kunstrådet.

På udstillingen får man et bredt indtryk af de mange udtryksformer skulpturer kan tage - og forhåbentlig kan udstillingen give stof til både eftertanke og undren.

Fernisering:

mandag d. 5. februar 2018 kl. 16:00
Formand for planudvalget, Ib Sørensen vil åbne udstillingen.

Sted:

Egedal Rådhus, Dronning Dagmarsvej 200 (S-tog til døren).

Tid:

Udstillingen løber fra den 5. februar kl 16:00 2018 til 12. marts 2018.