Skip to content back to nav
 
 

Egedals børn får verdens første SuperZOOkelsti

Børn til workshop om Lighting Metropolis

Hvad skal der til for at få flere børn til at cykle i skole? Børnene har svaret og snart kommer en interaktiv cykelsti med intelligent belysning. SuperZOOkelstien skal skabe glæde og belønne dem, der bruger cykelhjelm.

Nyhed skrevet af Christina Adler Jensen|24-01-2018

Et lysende næsehorn blinkede Lærkeskolens børn i møde en tidlig fredag morgen. Næsehornet besøgte Lærkeskolen som opfølgning på en workshop om Supercykelstien mellem Veksø og Stenløse.

Egedal Kommune arbejder gennem projektet Lighting Metropolis med at skabe en smart og interaktiv cykelsti, der skal være med til at motivere eleverne til at cykle i skole - og bruge hjelmen. Til det formål var 70 elever fra Lærkeskolen i maj inviteret til workshop om deres ønsker og idéer til en bedre cykeloplevelse.  Eleverne bidrog med en bunke gode ideer, og fredag morgen var ideerne klar til at blive præsenteret for børnene - i form af et lysende næsehorn.

ZOOdyr skaber tryghed

På workshoppen fortalte flere børn, at de i den mørke vintertid savner de levende dyr, der i sommerperioden går og græsser langs cykelstien. Nu kommer dyrene igen. Langs cykelstien opsættes ni lysende ZOO-dyr, i naturlig størrelse. Dyrene vil følge eleverne på vej, pynte i landskabet og skabe glæde for de forbipasserende.

- De lysende dyr er ikke bare en sjov gimmick, men et reelt tiltag til at få flere børn til at cykle og til at bruge cykelhjelm. Med smart teknologi kan vi i kommunen opmuntre folk til nye vaner på en sjov måde. Og det fungerer bedre end formaninger, ikke kun blandt børn, siger Bo Vesth, der er formand for Egedal Kommunes Teknik- og Miljøudvalg.

Kommunens samarbejdspartner - ingeniør- og opfindervirksomheden Lolle & Nielsen - har udviklet en prototype på et lysdyr, som blev præsenteret på Lærkeskolen. I løbet af foråret vil alle ni dyr have fundet deres rette plads langs cykelstien.

Cykelhjelm skaber muligheder

Lærkeskolens elever har foreslået, at kun dem, der bruger cykelhjelm, skal belønnes med ZOOdyrenes sjove og visuelle effekter. Derfor vil Egedal Kommune tilbyde en chip, der kan sættes på cykelhjelmen. IDadvice har udviklet et system, der gør, at når man kommer forbi de særlige områder med hjelmen på hovedet, vil den aktivere lyset på dyrene. Jo flere gange man cykler forbi, jo flere dyr vil det være muligt at aktivere. Chippen vil blive uddelt til skoleelever og andre interesserede i løbet af foråret.

- Det har været sjovt og lærerigt at arbejde sammen med eleverne om at skabe en helt ny type cykelsti i Egedal. Eleverne er de lokale eksperter og dem der bruger cykelstien mest, så det har været oplagt at involvere dem i projektet. Vi har arbejdet målrettet på at de ville kunne genkende deres ideer i projektet og det var godt at se at der blev taget godt imod det, fortæller Sune Schøning, der er Smart City Koordinator i Egedal Kommune.

Lyset følger børnene på vej

Første delprojekt er allerede færdigt. En af børnenes mange gode ideer var blandt andet, at der skulle være lys på cykelstien, men også at lyset skulle følge de enkelte cyklister på vej til skole. I november blev anlægsarbejdet afsluttet og der er nu indsat lys og bevægelsessensorer i hver enkelt mast på strækningen. Sensorerne reagerer på alle trafikanter og blænder op for lyset, når der kommer forbipasserende, og ned igen, når de er videre. Det sparer på strømmen. Allerede i den første måned er der brugt op imod 70 % mindre strøm.

Info:

Egedal SuperZOOkelsti støttes af Supercykelstipuljen og InterReg. Projektet er det første af i alt tre Lighting Metropolis EU-projekter, hvor Egedal Kommune samarbejder med otte andre kommuner, universiteter og virksomheder i Øresundsregionen om at skabe fremtidens urbane og intelligente lys.
Her kan du se projektbeskrivelserne for de tre projekter og læse mere om Egedal Kommunes deltagelse i Lighting Metropolis.