Skip to content back to nav
 
 

Vi vaccinerer vores børn

baby

Egedal ligger over landsgennemsnittet, når det kommer til antallet af børn, der bliver vaccineret. Ny rapport fra Sundhedsstyrelsen om børnevaccinationsprogrammet fortæller, at sundhedsplejersken har positiv indflydelse på forældres beslutning om at lade deres børn vaccinere.

Nyhed skrevet af Vibeke Toft|25-04-2018

Vaccination er en af de mest effektive måder til at forebygge og beskytte børn mod smitsomme sygdomme. Det er op til forældrene selv at beslutte, om de vil lade deres børn vaccinere. I Egedal bliver næsten alle børn vaccineret. Kommunens sundhedsplejersker har stort fokus på at tale med forældre om det danske børnevaccinationsprogram, og det virker.

- Vi taler om vaccination som noget, der er naturligt, forebyggende og beskyttende for barnet. Men det da det er et tilbud, så understreger vi også, at det er forældrenes ansvar og valg at følge vaccinationsprogrammet, fortæller Sundhedsplejerske i Egedal Marie Milland.

Sundhedsplejersken spiller en vigtig rolle

I den nye 'Årsrapport 2017 for Børnevaccinationsprogrammet' fremhæver Sundhedsstyrelsen, at sundhedsplejersken har en positiv indflydelse på forældrenes beslutning om at lade deres børn vaccinere. I Egedal bringer sundhedsplejersken allerede vaccination på banen under sit første hjemmebesøg hos de nybagte forældre.

- Det er vigtigt, at vi som sundhedsplejersker er nysgerrige og konstruktive i vores dialog med forældrene. På den måde kan vi være med til at kvalificere deres beslutning om vaccination på baggrund af korrekt faglig viden og information, siger Marie Milland.

Også i forbindelse med de efterfølgende standardbesøg og løbende dialog med forældrene deler hun sin viden, svarer på spørgsmål og henviser til egen læge, hvis de har særlige bekymringer eller ønsker at få deres barn vaccineret. Når forældre er i tvivl, bliver de også inviteret til åbenhus arrangementer, hvor de kan møde andre forældre, der har valgt at lade deres børn vaccinere.

Beskytter både egne og andres børn

For at sikre en god beskyttelse af hele befolkningen er det nødvendigt med en høj tilslutning til vaccinerne i børnevaccinationsprogrammet. Med en tilstrækkelig høj tilslutning bliver ikke kun det enkelte barn beskyttet. Immunsvækkede børn, der ikke kan tåle at blive vaccineret, og børn, der endnu er for små til at blive vaccineret, bliver også i mindre grad udsat for smitte.

Selvom børnevaccinationsprogrammet har det godt i Egedal, og det også går bedre på landsplan, så er det ikke alle forældre, der vælger eller husker at lade deres børn vaccinere. Derfor fortsætter sundhedsplejerskerne i Egedal med at tale om vaccination og følge op på børn og forældre over tid.