Skip to content back to nav
 
 

Første mølledag 2018

Majstang på Skenkelsø Mølle

Årets første mølledag på Skenkelsø Mølle Museum fejres ved afholdelse af majfest lørdag den 5. maj klokken 10.00 – 14.00.

Nyhed skrevet af Birgitte Østrøm|27-04-2018

Der er lagt op til en festlig fejring af forårets komme, hvor der bliver rejst en majstang pyntet med blomster og kranse efter alle forskrifter. Selvom majstang oftest forbindes med Sverige, har det også været en dansk tradition i det gamle bondesamfund at markere foråret med en krans. Dette har udviklet sig til en ny tradition i Egedal Kommune.

Endvidere vil dagen blive fejret ved optræden med Folkedans fra Ølstykke og Omegns Folkedansere, der vil foretage en danseopvisning på museets gårdsplads. 

Der vil være aktiviteter og oplevelser for hele familien, der er gratis adgang og alle er velkomne.

Program

Fra klokken 10.00 til 10.30 vil majstangen blive pyntet med blomster og forårsløv, hvor de besøgende kan deltage og hjælpe til. Derefter rejses majstangen med hjælp fra folkedanserne klokken 10.30.

Klokken 11.00 vil MIXOS-koret, under ledelse af Sarah Strange Lundtoft, synge foråret ind. Og forhåbentlig vil publikum også synge med.

Årets særudstilling på museet er: 'Landboliv', hvor der med udgangspunkt i museets samlinger sættes fokus på hverdagslivet, historisk set.

For børnene vil der  blive lejlighed til at fremstille deres helt egen miniature majstang til at tage med hjem pyntet med bånd i flotte og spraglede farver.

Møllen står klar til at male mel til den nye sæson, i løbet af vintersæsonen har Møllelauget passet møllen, så den kan fremstår flot til sæsonstarten.

Benyt også lejligheden til at bese den funktionsdygtige mølle og Egedals eget kulturhistoriske museum. Folderen med museets åbningstider og aktivitetsdage vil også kunne findes på Egedal Bibliotekerne.

Møllen har igen valgt også at formale spændende kornsorter til mel med særlig gode bageegenskaber og smag. Der vil være friskmalet mel på stenkværn af spelt, emmer, enkorn, svedjerug  og ølandshvede - alt sammen spændende meltyper, der kan give det hjemmebagte brød ekstra smagsindtryk.

Nyd også en kop kaffe eller te med hjemmebagt kage i møllehaven i museets café. 

Arrangementet finder sted i samarbejde med møllelauget og Ølstykke Historiske Forening. 

Skenkelsø Mølle Museum, Maglehøjvej 42, 3650 Ølstykke.