Skip to content back to nav
 
 

Egedal slår gylden mønt på Svenske Slaget

Svenske Slaget 2018

Årets folkelige renæssancefestival ’Svenske Slaget i Smørum’, søndag den 27. maj, får nu sin helt egen gyldne møntfod. Nu får alle nemlig mulighed for at slå deres egen ’Egedaler’ på et nyt møntværksted midt på markedspladsen. Der er gratis adgang til alle de dramatiske, men familievenlige løjer fra kl. 11.30

Nyhed skrevet af Frederik Roed|17-05-2018

Hvad kan man få med sig hjem fra en herlig sommerdag på græsset bag Kulturhuset i Smørum, hvor Svenske Slaget hvert år udspiller sig - udover en masse fantastiske oplevelser med familie og venner, selvfølgelig?

Du kan få din helt egen guldmønt, en vaskeægte Egedaler! 

En gylden mønt med høj værdi

Egedal Kommune, der står bag den populære renæssancefestival har nemlig fået fremstillet sin egen møntform, så børn og voksne der besøger det nye møntværksted kan slå sin egen værdifulde guldmønt i ægte messing.

- For bare 10 kroner kan man slå sig en gylden Egedaler, der får præget Svenske Slagets historiske mindesten på den ene side og kommunens smukke våbenskjold på den anden. I 1600-tallet kunne man købe et helt får eller en tønde korn for en rigsdaler, men her på markedspladsen har Egedaleren den unikke høje værdi, at den vil minde dig om alle de oplevelser, du får på festivalen sammen med dine børn, venner og familie, siger arkiv- og museumsleder, Rolf Kjær-Hansen og tilføjer:

- Og så kan du bruge den som polet i supermarkedernes indkøbsvogne.

Syv år med lokalhistorisk tjubang

Det er syvende år i træk, at 'Svenske Slaget i Smørum' fylder det grønne område bag Kulturhuset i Smørum. I år sker det søndag den 27. maj, hvor der er gratis adgang fra kl. 11.30 til 16.00.

Festivalen tager udgangspunkt i en lokalhistorisk begivenhed fra 1659, hvor en gruppe modige bønder fra Smørum nedkæmpede en gruppe grumme svenske lejesoldater, der hærgede og plyndrede området under den svenske konge Karl Gustavs belejring af København. 

Fine damer, kavalerer og lejesoldater

I år bliver der endnu mere livagtigt totalteater rundt omkring på pladsen mellem alle boderne, når et større hold af professionelle skuespillere fra Action Art i Værløse - med og uden heste - vil agere bønder og lejesoldater, der udfordrer hinanden. 

Action Art var også med til at levendegøre Svenske Slaget sidste sommer og har tidligere deltaget i store opsætninger på steder som Kronborg, Tøjhusmuseet og Bornholms Middelaldercenter. 

- Vi glæder os vældig meget til at genbesøge Svenske Slaget i Smørum. I år stiller vi med hele 10 skuespillere, der vil blande sig med publikum og skabe små scener, der på sjov og overraskende vis, refererer til de dramatiske lokalhistoriske begivenheder. Desuden vil der være fine damer til hest og flotte kavalerer, der laver forskellige 'krigsøvelser' på hesteryg, fortæller chef for Action Art, Tina Robinson.

Krigsskueplads, rollespil og helstegt pattegris

Udover skuespillerne fra Action Art vil der som altid være en større soldaterlejr, hvor både The Armoury, Sjællandske Musketergarde, Skånes Caroliner og tyske lejesoldater får hjælp fra Hjemmeværnet til at sætte ekstra meget fut i sagerne, når det store slag 'Stormen på København i 1659' bliver genopført.

Markedspladsen bliver desuden fyldt med telte, hvor der vil blive smedet, sunget, spillet, skåret i læder og leget med plantefarver. Børnene kan eksempelvis blive dragon i Smørums bondehær, kæmpe mod ligeværdige modstandere i rollespils-arenaen eller ride på ponyer rundt om pladsen. 

Festivalen bliver skudt i gang kl. 12 af borgmester Karsten Søndergaard (V) og kultur- og erhvervsudvalgsformand, Charlotte Haagendrup (K), men allerede kl. 11.30 åbner madboderne med helstegt gris og håndbrygget øl. Man kan som altid også medbringe sin egen mad og drikke og holde familiepicnic i det grønne.

Tid og sted

'Svenske Slaget i Smørum' finder sted på det grønne område bag Kulturhuset i Smørum, Flodvej 68, 2765 Smørum. Det sker søndag den 27. maj fra kl. 11.30 til 16.00. Der er gratis adgang.

Fakta om daleren

Rigsdaler blev brugt som møntbetegnelsen i 1600-tallet og fandtes indtil 1873.

I 1600-tallet kunne man købe en god hest for 9 daler, et får for 1 daler og en tønde korn kostede 1 daler.

Den gyldne Egedaler bliver fremstillet i messing og koster 10 kroner. Den giver minder om fantastiske oplevelser og kan bruges som polet i supermarkedernes indkøbsvogne.

Fakta om Karl Gustav-krigene og Svenske Slaget

Karl Gustav-krigene mellem Danmark-Norge og Sverige finder sted i perioden 1657-1660.

I 1658 belejrer den svenske konge Karl Gustav og hans 30.000 mand København. Det sker fra en kæmpe lejr kaldet 'Carlstad' ved Brønshøj Torv.

Med hjælp fra blandt andre frihedskæmperen Svend Gønge bliver stormen på København afværget den 10. februar 1659.

I oktober 1659 nedkæmper bønder fra Smørum 10 svenske lejesoldater, der havde udplyndret området.

Lejesoldaterne bliver begravet på det sted i Smørum, hvor der i dag er rejst en mindesten med inskriptionen: 'Her ligger 10 svenske krigere som faldt for Smørum bønders haand ∙ 1659'.

Den 26. maj 1660 slutter Danmark fred med Sverige.