Skip to content back to nav
 
 

Rum til træning i trygge rammer

Sundhedscenter

Egedal Kommunes Sundhedscenter stiller gratis lokaler til rådighed for patientforeninger, når Sundhedscentret ikke selv anvender lokalerne. Det giver rum og plads til patientforeninger, så borgere kan træne i trygge og vante omgivelser.

Nyhed skrevet af Marianne Brandt |07-06-2018

Nogle af de borgere, der har afsluttet et træningsforløb i Egedal Kommunes Sundhedscenter, har brug for at forsætte deres træning samme sted, mens foreninger kommer uden nødvendigvis at have udgangspunkt i et kommunalt hold. Målet er det samme, nemlig at træne i trygge og vante rammer i Sundhedscentret i Egedal. 

- Gennem vores træningsforløb her i Sundhedscentret får vi kendskab til borgere, der har behov for at træne videre i frivilligt regi her i Sundhedscentret. Det skaber tryghed at fortsætte sin træning med ligestillede i vante rammer, og det fremmer livskvaliteten på flere områder i form af sammenhold og glæde ved træningen. Derudover oplever vi også henvendelser fra foreninger, der ikke nødvendigvis tager udgangspunkt i et kommunalt hold, men som også af forskellige grunde har brug for at træne i trygge rammer, siger fysioterapeut i Egedal Sundhedscenter Marianne Eriksen.

Kæmpe succes

Den store efterspørgsel omfatter en stor gruppe borgere med forbindelse til blandt andet Lungeforeningen, Diabetesforeningen, Hjerteforeningen og Autismeforeningen.  

Kim Corfitz Nielsen træner hver lørdag et hold unge mennesker på vegne af Autismeforeningen i Egedal. Gratis lån af lokaler giver unge med en diagnose mulighed for at træne i trygge og uforstyrrede omgivelser. Sammen og hver for sig.

- Jeg har i godt et år fungeret som træner for omkring 13 unge mennesker i de lokaler i Sundhedscentret, som Autismeforeningen har ansøgt om at bruge. Det er en helt unik mulighed, som burde - måske i endnu højere grad - dyrkes af andre udsatte grupper af borgere her i Egedal, siger Kim Corfitz Nielsen og fortsætter: 

- I min verden skal der være plads til alle. Hver eneste af de her unge med en diagnose, som træner, er en kæmpe succes. Og det får de mulighed for i Sundhedscentrets lokaler. Her træner hver enkelt deltager individuelt, men alligevel på et hold med ligestillede. Derved føler den enkelte sig ikke udstillet, men får anerkendelse og ros samtidig med hygge og sved på panden. At de så alle har en forældre med er blot en ekstra bonus i form af at knytte bånd mor/far og barn imellem.

Det sociale er lige så vigtig som træningen

Jette Jensen har været igennem et genoptræningsforløb og træner nu hver uge med en gruppe ligestillede i Sundhedscentrets lokaler. 

- Vi var så heldige, at vi efter endt træningsforløb fik lov til at stifte en forening, så vi fortsat kunne træne i fitnesssalen. Vi har tilmed lånt et lokale til fx et hjertestarterkursus. Dette kom på plads i sommeren 2015, og siden har vi trænet to gange om ugen. Det har vi meget glæde af. Vi er et meget socialt hold, der også mødes privat til fødselsdage og lignende. Vi støtter hinanden og får en snak om stort og småt, sorg og glæde. Det sociale er lige så vigtig som træningen, og vi er sikre på, at vi sparer hjemmeplejen for en hel del, siger Jette Jensen. 

Fysikken og den mentale sundhed styrkes

- Det er positivt, at så mange foreninger gerne vil anvende vores lokaler her i Sundhedscentret på tidspunkter, når de ikke bruges af Sundhedscentret selv. Det er fantastisk at høre, hvor stor en forskel det gør for borgere, der her finder rum og plads til at få trænet i trygge omgivelser. Motion er jo godt for alle, og den store indsats frivillige foreninger bidrager med her, styrker ikke kun den fysiske, men også den mentale sundhed. Det er gavnligt for alle, siger formand for Social- og Sundhedsudvalget Vicky Holst Rasmussen.  

Høj efterspørgsel, nyt regelsæt

Den store efterspørgsel har betydet, at vi har ændret lidt i regelsættet for udlån. Det er nu blevet præciseret, at foreningshold for borgere med et særligt behov for at træne i lige netop Sundhedscentret, samt foreningshold for borgere, der tidligere har trænet på et hold i kommunalt regi, bliver prioriteret ved tildeling af lokaler fremadrettet. 

Det er gratis at låne lokalerne i Egedals Sundhedscenter. Læs mere om, hvordan du ansøger her.