Skip to content back to nav
 
 

Bedre erhvervsservice i Egedal - hvordan?

Spørgeskemaundersøgelse

Omkring 2.400 virksomheder i Egedal bliver nu inviteret til at deltage i en spørgeskemaundersøgelse, der skal være med til at forbedre det lokale erhvervslivs vilkår og den service de får fra kommunen.

Nyhed skrevet af Frederik Roed|14-06-2018

Hvordan er din oplevelse af Egedal Kommunes overordnede erhvervsvenlighed, og hvad kunne du specifikt tænke dig blev bedre?

Hvilke emner udgør de største udfordringer for din virksomhed?

Hvilket forventet behov for arbejdskraft har din virksomhed inden for de næste tre år? 

Sådan lyder et par af de spørgsmål som cirka 2.400 virksomheder i Egedal Kommune får i et spørgeskema en af de nærmeste dage. Undersøgelsen bliver behandlet anonymt og fortroligt. 

Spørgeskemaundersøgelsen er et af de første initiativer, der får penge fra den million kroner som Egedal Byråd har bevilget til at styrke kommunens erhvervsindsats.  

En investering i vidensdeling på 10-12 minutter 

Formålet med undersøgelsen er at styrke dialogen med virksomhederne i Egedal og skabe et kvalificeret analysegrundlag, der kan være med til at forbedre det lokale erhvervslivs vilkår og den service virksomhederne får i Egedal Kommune.

- Det er første gang, at vi går ud med så stor en undersøgelse for at belyse, hvilke udfordringer og løsningsforslag virksomhederne ser for at kunne drive og udvikle deres forretningsområde i Egedal Kommune. Derfor håber jeg virkelig, at rigtig mange virksomhedsejere vil investere de nødvendige 10-12 minutter på at svare på spørgsmålene. Det hele handler om at skabe det bedst mulige vidensgrundlag for at forbedre erhvervslivets vilkår de kommende år og den service de får fra os i kommunen, siger formand for Kultur- og Erhvervsudvalget, Charlotte Haagendrup.

Et skridt i den rigtige retning

Egedal Erhvervsforening bifalder, at Egedal Kommune tager initiativ til at 'få kigget erhvervsservicen efter i sømmene'. 

- En undersøgelse blandt de lokale virksomheder er et skridt i den rigtige retning, og jeg håber, at mange virksomhedsejere tager sig tid til at svare. Vi har brug for et nuanceret billede af, hvad erhvervslivet oplever og har af behov, siger formand for erhvervsforeningen, Anne Mollerup. 

Hun understreger, at spørgeskemaundersøgelsen ikke kan stå alene. 

- Vi ser meget gerne, at der bliver skabt yderligere dialog med erhvervslivet og et tæt samarbejde i de kommende år. Det vil øge chancen for, at strategien på erhvervsområdet rammer plet og bliver ført ud i livet, siger Anne Mollerup.

Rundbordssamtale med virksomheder i efteråret

Spørgeskemaundersøgelsen kommer da heller ikke til at stå alene i 2018. I undersøgelsen bliver virksomhedsejerne nemlig også indbudt til at deltage i en rundbordssamtale til efteråret, der handler om at skabe dialog om, hvilke former for erhvervsfremme der er mest relevante og interessante for virksomhederne i Egedal.

- Vi inviterer, som noget af det første, otte til 12 lokale erhvervsfolk til at deltage i et dialogmøde om, hvor det giver mest mening, at vi sætter ind med forskellige erhvervsfremmende initiativer, siger Charlotte Haagendrup.

Virksomheder, der ikke har modtaget spørgeskemaet i uge 25, kan sende en mail til erhverv@egekom.dk for at få det tilsendt. Sidste frist for at svare på skemaet er den 2. juli 2018. 

 

 

 

Læs også ...