Skip to content back to nav
 
 

Klubtilbud til voksne med funktionsnedsættelser

ny klub tofteparken

Egedal Kommune åbner i efteråret dørene til et nyt klubtilbud, der tilbyder hygge, sjov og et aktivt fællesskab til borgere med psykiske- eller fysiske funktionsnedsættelser.

Nyhed skrevet af Christina Adler Jensen|18-06-2018

Hvor går man hen i sin fritid, når man gerne vil være sammen med andre mennesker, men har svært ved det sociale? Og hvor møder man andre, der har det som en selv, når man er fysisk eller psykisk udfordret?

Behovet for et socialt værested, på brugernes egne præmisser, har været stort.
Som en del af byrådets politiske prioriteringer i forbindelse med budget 2018-21, har Social og Sundhedsudvalget anbefalet Byrådet at klubben realiseres og åbner september dette år. Byrådet behandler dette på onsdag den 20. juni. 

Sammen om noget

Klubben får base på Tofteparken i Ølstykke:
- Vi ønsker at skabe et sted, hvor borgere med psykiske eller fysiske funktionsnedsættelser kan mødes og være en del af et større fællesskab. Hvad der præcis skal ske, skal de selv være med til at bestemme, men vi vil skabe muligheder for oplevelser, udfordringer og fællesskab. Det kan bla. Være igennem leg og bevægelse. Mange mennesker, også dem med udfordringer, har nemmere ved at snakke sammen, hvis man laver noget sammen. Vi kan alle noget forskelligt lige fra boldspil, dans eller gå ture i nærområdet. Men det vigtigste er det, at være sammen om noget der er sjovt, fortæller Johnny Pedersen, der er teamleder for det nye klubtilbud. 

Borgerne til det nye klub-tilbud skal være selvhjulpne, eller have en støtteperson med i klubben.
- Klubben skal være et fristed, hvor personalet ikke har fokus på pleje men skaber sociale rammer for brugerne. Mange autister vil eksempelvis gerne være sociale, men har brug for en ramme, hvor man er sammen om noget. Andre har brug for et mødested, hvor man kan spise noget mad sammen for at afhjælpe ensomhed, fortæller Pia Hjørtoft, der er afdelingsleder på Tofteparken.

Samvær er en del af et helt liv

Klubben vil holde åbent en dag om ugen. Her kan alle der er bosatte i kommunen komme, hvis de har en funktionsnedsættelse: 

- Alle mennesker har brug for et sted, hvor man kan være sammen og samtidig være sig selv. Det er væsentligt, at ikke alle vore tilbud har et udviklingssigte, men at man bare er sammen for at være sammen. Det hører med til et helt liv, og det vil vi gerne støtte op om. Vi er glade for, at vi nu igen kan tilbyde et klubtilbud til denne målgruppe af borgere, fortæller Vicky Holst Rasmussen, formand for Social- og Sundhedsudvalget og referer hermed til det tidligere klubtilbud, kaldet Zig Zag, der også lå på Tofteparken.

Fakta:

Klubben åbner til september og har åbent 1 dag om ugen i 3 timer. Det koster 225 kr om måneden, der bla. dækker, kaffe og kage og en let anretning. Social- og Sundhedsudvalget har afsat 710.000 kr til klubbens drift i 2018 og 2019.

Kontakt:

Vil du vide mere om klubben, så kontakt Johnny Pedersen: Johnny.Pedersen@egekom.dk, telefon: 72598354.