Skip to content back to nav
 
 

Træning på tværs samler kræfterne

Kommunal kabale

Kræftramte borgere i ni kommuner i Region Hovedstaden har mulighed for at få et målrettet rehabiliteringstilbud, når de - efter diagnosen er stillet - skal i gang med at vende tilbage til deres liv. Det sker igennem det tværkommunale samarbejde ’Vi samler kræfterne’, hvor et af målene er at sikre, at borgerne modtager et relevant, specifikt tilbud.

Nyhed skrevet af Marianne Brandt |28-06-2018

Jens har tarmkræft og bor i Rødovre, men går til træning for mænd i Gladsaxe. Tom har prostatakræft og er inkontinent og bor i Gentofte, men går til bækkenbundstræning i Egedal. 

Begge borgere er udskrevet fra Herlev Hospital og er nu en del af en kommunal kabale under sloganet 'Vi samler kræfterne', der skal gå op i en højere enhed ni kommuner i mellem.

Målsætning og forventninger 

Egedal Kommune tilbyder holdtræning for inkontinente mænd med prostatakræft. Her kan ligesindede mødes, og via faglig viden og holdånd skabe resultater.

- Når jeg modtager en henvisning fra vores træningsvisitation, indkalder jeg patienten til en startsamtale. Her tager jeg udgangspunkt i den behovsvurdering, som hjemkommunen har udarbejdet sammen med patienten. Her er det vigtigt at forventningsafstemme og beslutte sig for et fremtidigt mål, siger Marianne Eriksen, fysioterapeut i Egedal Sundhedscenter, der ikke lægger skjul på, hvad hun forventer af sine patienter: 

- Jeg har en klar forventning om, at de patienter, der kommer til os, er motiveret og får deres øvelser inkorporeret som en naturlig del af hverdagen. Heldigvis har vi gode erfaringer med, at hovedparten, vi har til træning her i Egedal, ret hurtigt kan se fremgang. 

Åbenhed og holdånd  

Selvom patienterne træner i Egedal i en kort periode, har det stor betydning for deres forløb. Her er der ingen dumme spørgsmål, men derimod åbenhed og en positiv stemning, der som regel smitter hele vejen rundt. 

- Egedal Sundhedscenter stiller gode faciliteter til rådighed, men det er de andre deltagere og vores fysioterapeut, der gør træningen til noget særligt. Vi får snakket og grinet sammen med ligesindede samtidig med, at vi får faglig viden og delt erfaringer undervejs, siger Ulrik Andreasen, der som tidligere patient i Egedal Sundhedscenter opfordrer ligesindede til at tage imod kommunens tilbud om træning i Egedal. 

Tværkommunalt samarbejde

Patienterne i Egedal Kommune tilbydes op til 29 gange træning, hvoraf de fleste kommer to gange om ugen. Afslutningsvis kommer alle patienter til en samtale, hvorefter hjemkommunen afgør den videre proces. 

Med et tværkommunalt samarbejde skærpes kompetencerne i hver enkelt kommune. Undervisningsforløb kan i langt større udstrækning tilrettelægges jævnligt og efter borgernes alder, diagnose og køn. Derudover forbedres det tværsektorielle samarbejde med Herlev Hospital, da borgere med en kræftdiagnose i alle ni kommuner henvises til ensartede tilbud. 

Egedal Kommune varetager mandehold (fysisk træning for mænd bosiddende i Egedal, Furesø og Ballerup kommune) samt bækkenbundstræning for mænd med prostatakræft, der er inkontinente og bosat i en af de ni samarbejdende kommuner (Herlev, Furesø, Rødovre, Ballerup, Gladsaxe, Egedal, Lyngby-Taarbæk, Rudersdal eller Gentofte).

Læs mere om det tværkommunale samarbejde via link nedenfor eller øverst til højre.