Skip to content back to nav
 
 

Undgå maddiker i sommervarmen

Biopose med knude

Når sommervarmen er over os, er der større risiko for maddiker i – og lugtgener fra - affaldet. Du kan minimere risikoen ved at følge enkelte råd.

Nyhed skrevet af Birgitte Østrøm|22-07-2019

I varme perioder kan beholderen til madaffald begynde at lugte, og der kan forekomme maddiker og fluer.

Gode råd til at undgå maddiker i affaldet

Ved at følge disse simple råd kan du undgå generne:

  • Dryp affaldet godt af, så der ikke samler sig væske i bunden af beholderne.
  • Pak letfordærvelige og/eller kraftigt lugtende madvarer ind i køkkenrulle (f.eks. fisk og kød).
  • Undgå at overfylde posen og husk at lukke den med en knude - lav evt. to knuder, for at posen ikke åbnes i spanden.
  • Læg posen forsigtigt i din beholder, så der ikke går hul på den.
  • Stil så vidt muligt dine beholdere i skyggen.
  • Hold altid låget på dine beholdere lukket.
  • Vask dine beholdere med vand og sæbe efter behov.
  • Lav en blanding med vand og pebermynte eller eukalyptus. Hæld det over på en sprayflaske og ryst godt. Fordel herefter på kanten af dine skraldespande. Det burde holde fluerne væk. Gentag når duften aftager.
    • Alternativt kan man i stedet efterlade et par dråber eddike i bunden af skraldespanden, da eddike også er en naturlig lugtdræber.

 

Værd at vide om maddiker

  • Maddiker er ikke farlige
  • Maddiker er spyfluernes larvestadie
  • Spyfluens æg bliver til larver på et døgn, og efter ti dage bliver larverne til fluer
  • En fugtig og varm skraldespand (mellem 25 og 40 grader) med adgang til kød- eller fiskeaffald giver ideelle levevilkår for fluelarver, og er derfor et attraktivt sted for fluerne at lægge deres æg. Din beholder bliver mindre attraktiv for fluerne, hvis du følger ovenstående råd.