Skip to content back to nav
 
 

Workshop for pårørende til misbrugere

pårørende

Pårørende Workshop støtter pårørende og sætter fokus på, hvordan man tackler et misbrug i familien eller vennekredsen.

Nyhed skrevet af Christina Adler Jensen|24-09-2018

Mange pårørende bruger tid og energi på at dække over forbruget af alkohol eller stoffer. Mange må sige nej til sociale arrangementer, at frygt for hvad der kan ske og indretter deres liv efter misbrugeren. 

På workshoppen mødes pårørende med andre pårørende og lærer mere om alkohol og stof-afhængighed og hvordan man passer på sig selv i det.
Uanset om man er forælder, ægtefælle, barn eller ven til en der drikker for meget eller tager stoffer - så er man velkommen. 

- Det er det bedste jeg nogensinde har gjort for mig selv. Du lærer, at DU er vigtig og at du godt kan få ro og lære dig selv at kende igen, fortæller en kvinde på 27 år, der deltog på Pårørende Workshop sidste år. Kvinden er både datter og søster til misbrugere og ønsker at være anonym. 

Er der misbrug tæt på een er det ikke unormalt, at ens grænser flyttes, og langsomt sættes egne behov i baggrunden. Den pårørende bruger ofte meget energi på at aflæse dagsformen og på at give omgivelserne et andet billede af situationen.

- På kurset lærer de pårørende bl.a., at det er ok at sætte grænser, så de ikke mister sig selv. Mange har svært ved at holde fast i grænserne, fordi de er bange for konsekvenserne. Nogen af de pårørende der kommer her har aldrig snakket med andre om familiens misbrug og det er en lettelse for dem at snakke med folk der har det som dem selv, fortæller Lone Gregers, der underviser på kurset.

Fakta:

Pårørende Workshop, 26.oktober fra kl. 9-15 og 27. oktober fra kl. 10-14. Afholdes: Tofteparken 15, 3650 Ølstykke.

Pårørende Workshop er et 2 dags kursus, hvor du kan møde andre i samme situation, lære om afhængighed og hvordan det påvirker alle medlemmer i en familie samt få idéer til, hvordan du kan få det bedre, som pårørende.

Vil du vide mere?

Kontakt Lone Gregers, Rusmiddelkonsulent, telefon: 7259 6486, E-mail: Lone.Gregers@egekom.dk.
Tilmelding: egedal.rusmiddelteam@egekom.dk, eller telefon: 7259 6406.