Skip to content back to nav
 
 

Supercykelstien Stenløse - Jyllinge bliver forsinket

SuperCykelstier

Den 7 km lange og trafiksikre supercykelsti skulle være åbnet sidst på året. Den bliver forsinket, og åbner først i 2019.

Nyhed skrevet af Marianne Roed Jakobsen|23-10-2018

Supercykelstien C97 mellem Frederikssund og Kongens Nytorv blev indviet i 2017. Der er planlagt en afstikker fra ruten, som begynder ved Stenløse Station, og slutter i Jyllinge. "Jyllingeruten" får navnet C76, og bliver anlagt som en dobbeltrettet cykelsti.

Ifølge den oprindelige tidsplan skulle Jyllingeruten indvies i december måned. Der er imidlertid opstået usikkerhed omkring den konkrete linjeføring, en af udfordringerne er, hvordan cykelstien skal krydse den stærkt trafikerede A6, Roskildevej.

Der er desuden endnu ikke indgået aftaler med alle private lodsejere, som bliver berørt af den nye supercykelsti.

En ærgerlig forsinkelse

Formand for Teknik- og Miljøudvalget, Bo Vesth, kan ikke lade være med at ærgre sig over forsinkelsen.

- Jeg ved, at der er et stort behov for at få etableret supercykelstien. Den vil koble Jyllinge og Værebro på både S-togsnettet og på det regionale net af supercykelstier. Jeg håber, at vi får løst de sidste forhindringer, så vi kan få anlægsarbejdet i gang så hurtigt som overhovedet muligt, siger Bo Vesth.

Fakta om "Jyllingeruten"

En supercykelsti er en cykelsti i en forbedret kvalitet, så det bliver nemmere at vælge cyklen som transportmiddel også på de længere strækninger.

Supercykelstierne er indrettet med så få forhindringer som muligt, og der lægges stor vægt på sikkerhed, tryghed og høj komfort. Det betyder blandt andet tydelig skiltning, bedre asfalt og mere snerydning på ruterne.

Den nye supercykelsti bliver 7 km lang, og kommer til at løbe langs Krogholmvej fra Stenløse Station til Jyllinge i Roskilde Kommune.