Skip to content back to nav
 
 

Nye veje til 500 boliger i Egedal By

byggeri

I disse uger er fire entreprenørmaskiner i gang med at anlægge 850 meter nye veje til 500 boliger i Egedal By. Fundamentet til 58 familieboliger bliver snart støbt.

Nyhed skrevet af Christina Adler Jensen|02-11-2018

Jakob Sunesens Vej, Jens Grands Vej, Saxovej, Marsken, Albusvej, Kansleren, Drotten, Fogeden og Præfekten. En række nye gade- og vejnavne er på vej til Egedal By, hvor entreprenørmaskinerne er gået i gang med byggemodningen.

I alt flytter entreprenørfirmaet Gravmand 5.500 kubikmeter jord for at anlægge de første 850 meter nye veje med tilhørende kloakker, affaldsbrønde og ledningsnet. Første etape indbefatter hele ni store byggegrunde, hvor der med tiden bliver plads til 500 boliger i op til seks etager.

I det sydligste hjørne er der allerede asfalt på Albusvej. Her skal entreprenørfirmaet GVL i gang med at støbe fundamentet til Egedal Boligselskabs 58 familieboliger, der kommer til at bestå af tre bygninger med et stort grønt gårdrum. Boligerne får forskellige facader og kommer til at variere i højde, fra en til fire etager.

- Jeg kan kun anbefale at lægge turen forbi Dam Holme. Det er fantastisk at se markerne forvandle sig til konturerne af en ny bydel efterhånden som entreprenørmaskinerne graver sig igennem området. En helt ny bydel er ved at forme sig, siger formand for Planudvalget, Ib Sørensen.

Formand for Teknik- og Miljøudvalget Bo Vesth er også begejstret:

- Vi vil meget gerne have nye tilflyttere til vores smukke kommune. Vi ligger i en attraktiv afstand til hovedstadsområdet, har gode offentlige transportmuligheder, og en smuk natur. Med den nye bydel kan vi også tilbyde moderne rammer om familielivet til vores kommende borgere. 

Byggemodningen af 1. etape varer frem til januar 2019. I denne periode er Amaliestien midlertidigt lukket fra Dam Holme til træningsøen. Stien er fortsat åben fra S-banen bag Føtex til træningsøen, dog er selve træningsøen midlertidig fjernet.