Skip to content back to nav
 
 

Kronprins Frederik kickstarter Egedal-tours

borgmester TRAP-bog

23. april lanceres bogen TRAP Egedal, der fortæller historien om Egedals kultur, historie og nutid. Historien bringes til live med Egedal-tours for borgerne i kommunen

Nyhed skrevet af Christina Adler Jensen|08-04-2019

Borgmester Karsten Søndergaard og Kronprins Frederik mødes 23. april for sammen at lancere bogen TRAP Egedal. Det sker ved en event på DTU, hvor regionens kommuner deltager. 

TRAP Egedal fortæller i ord og billeder om Egedals landskaber, kirker, skove og oldtidsminder. Man kan læse om markante personer gennem tiden fra 11.000 fvt. og om, hvor det første egedalske oldtidsminde er fra. Kommunens korte historie og demografi er også omhyggeligt beskrevet.

- TRAP Egedal er spændende læsning. Bogen beskriver vores område; fra Brommekulturen, med deres pilespidser, til kommunesammenlægningen og vores s-togsstationer, der i høj grad har defineret vores kommune i nyere tid, fortæller Charlotte Haagendrup, formand for Kultur- og Erhvervsudvalget. Charlotte deltager også i arrangementet.

Plads til det hele

Bogen beskriver på 80 sider Egedal i ord og billeder.

- Egedal ligger på kanten mellem by og land, vi har begge dele. Og så har vi plads: Plads til familien, plads til erhvervslivet, og vi er også gode til at give hinanden plads i vores mange fællesskaber. Det vi har nu, er skabt af fortidens beslutninger. Som borgmester i nutiden er det vigtigt for mig, at vi fortsat træffer de beslutninger, der driver Egedal fremad, så der også i fremtiden kan skrives bøger om Egedal. Jeg synes, at vi med nye byer på vej er ved at skabe en ny god fortælling om vores smørhul, fortæller borgmester Karsten Søndergaard, der skal tale til arrangementet.

Kom med på Egedal-tours

Historien står nu sort på hvidt på fladt papir, men Egedal Kommune vil gerne få historien til at leve og blive en del af fremtidens fælles fortællinger, der skal bygge på fælles oplevelser. Derfor arrangeres der forskellige ture rundt i Egedal henover sensommeren, hvor borgerne kan cykle, gå eller køre rundt og opleve udvalgte steder. "Egedal-tours" er endnu på tegnebrættet, men fællesnævneren er, at vi skal blive lidt klogere sammen.

#MitEgedal

Vi vil meget gerne høre om dit yndlingssted og inddrage dine smørhuller i planlægningen. Del gerne dine egedalske smørhuller på Instagram med #MitEgedal, så er du også med i konkurrencen om 5 Trap Egedal-bøger.
Bogen kan købes fra 23. april i din boghandel.