Skip to content back to nav
 
 

Tilfredsstillende Egedal-regnskab for 2018

Karsten Søndergaard

Egedal Kommunes regnskab for 2018 viser, at kommunen er kommet godt gennem året.

Nyhed skrevet af Christina Yde Hammer|01-05-2019

Det er et fornuftigt regnskab for 2018 med et samlet driftsoverskud på 182 mio. kr., som Byrådet på sit møde tirsdag aften besluttede at sende videre til revisionen sammen med en godkendelse af kommunens an-lægsregnskaber. 

Kommunens økonomi stærkere i regnskabet end budgettet

Driftsoverskuddet er et helt centralt økonomisk nøgletal, da det bl.a. skal finansiere anlægsudgifter, afdrag på gæld og indskud i kommunens sælg og lej tilbage-aftaler (SOLT) for at sikre en økonomi i balance. Det oprindelige budget levede med et overskud på 135 mio. kr. ikke op til den politiske målsætning om et overskud på 175 mio. kr. Men resultatet i regnskab 2018 viser et overskud på driftsbalancen på 182 mio. kr., hvilket er 7 mio. kr. over Byrådets mål. Også kassebeholdningen var oprindelig budgetlagt til 148 mio. kr. ved udgangen af 2018, men endte på 222 mio. kr. Kommunens økonomi står således stærkere i regnskabet end i budgetsituationen.

Det forbedrede regnskabsresultat skyldes dels, at der ikke budgetlægges med indtægter ved jordsalg, da de først indregnes, når pengene er i kassen. Dels en række ekstraordinære omstændigheder ift. driftsudgif-terne, bl.a. lavere udgifter som følge af faldende ledighed og en mild vinter, som betyder, at kommunen har brugt færre penge på energi og vintervedligehold. Hertil kommer at en række udgifter har måttet udskydes til 2019. 

- Det glæder mig, at regnskabet viser, at vi trods et presset budget er kommet fornuftigt gennem 2018. De økonomiske måltal viser et pænt resultat på alle fire økonomiske nøgletal: driftsbalance, kassebeholdning, serviceudgifter samt anlægsramme - og når der har været udfordringer, er de blevet håndteret med rettidig omhu og kvalificerede omprioriteringer," siger borgmester Karsten Søndergaard.

Fortsat stringent økonomistyring nødvendig

På trods af det fornuftige årsresultat er der fortsat en økonomisk udfor-dring i at sikre sammenhæng i kommunens samlede indtægter og udgifter. Derfor skal der i de næste budgetår fortsat være fokus på en fornuftig økonomistyring. Det skyldes, at budgettet for 2019-22 indebærer et faldende overskud på driftsbalancen og en betydelig reduktion i kasse-beholdningen hen over budgetperioden. Borgmesteren siger i den for-bindelse:

- Det er positivt, at vi står med et fornuftigt resultat i årsregnskabet. Kommunens økonomi er dog, ligesom landets øvrige kommuner, under et øget pres, hvor efterspørgslen på serviceydelser hele tiden stiger, mens vores økonomiske ramme er fortsat uændret. Budget 2019 indeholder også en ny 10-årig investeringsplan, hvor vi har afsat et historisk stort beløb på samlet 1.160 mio. kr. til at skabe rum for en række langsigtede investeringer, særligt på ældre- og skoleområdet. Det skal finansieres, hvorfor en fortsat stringent økonomistyring er afgørende," slutter borgmesteren.