Skip to content back to nav
 
 

Borgernes yndlingssteder bliver til Egedal Tours

instagram collage

Hvad gør dit Egedal til #MitEgedal? Kommunen samler lige nu på yndlingssteder i Egedal. Yndlingsstederne vil danne rammen for Egedal Tours; tre aktive inspirationsture, der skal give oplevelser i fællesskab henover efteråret.

Nyhed skrevet af Christina Yde Hammer|03-07-2019

Egedal Kommune sætter hen over sommeren fokus på de steder og oplevelser, der gør Egedal Kommune særligt. Egedals borgere, byrådspolitikerne, medarbejdere i kommunen og andre Egedal-kendere opfordres til at dele deres yndlingssteder med #MitEgedal på Instagram og Facebook. De mange yndlingssteder vil indgå i planlægningen af Egedal Tours, tre gratis inspirationsture hen over efteråret, hvor Egedalborgerne inviteres med på aktive fællesoplevelser - til fods, på cykel eller i bus. 

Lad os inspirere hinanden til nye oplevelser 

Hen over sommeren vil formænd og -kvinder for kommunens politiske fagudvalg vise deres yndlingssteder frem i små videoer på kommunens Facebook- og Instagramprofiler. Borgmester Karsten Søndergaard, hvis eget yndlingssted er Brøns Mose i Veksø, håber, at vi med tiltaget #MitEgedal kan være med til at inspirere hinanden til nye oplevelser og fællesskaber: 

- Vi er her i Egedal begunstiget med hele 125 kvadratkilometer blandet land og by fyldt med smukke og dejlige natur- og kulturoplevelser. Og ingen ved jo mere om, hvad der rører sig her, end os der bor og arbejder her. Jeg håber, at rigtig mange borgere vil dele deres yndlingssteder med #MitEgedal, så vi kan inspirere hinanden til gå- og cykelture og udforske nye og ukendte dele af vores smukke kommune. Måske kan der endda opstå nye fællesskaber undervejs, fortæller borgmester Karsten Søndergaard.

Egedal Tours skal gøre os klogere på kommunen

Historien er på plads, og står nu sort på hvidt i en ny TRAP-bog om Egedal, som udkom i slutningen af april. Formand for Kultur- og Erhvervsudvalget, Charlotte Haagendrup, siger: - Vi vil gerne have historien ud og leve og til at blive en del af fremtidens Egedal-fortællinger, der skal bygge på fælles oplevelser. Derfor inviterer kommunen på tre forskellige 'Egedal Tours' rundt i forskellige dele af Egedal henover efteråret. Turene vil være gratis, og fællesnævneren er, at vi skal have nogle aktive fællesoplevelser, hvor vi bliver lidt klogere på vores lokalområde sammen. 

Sæt  dit præg - deltag i fælleskabet omkring #MitEgedal

Det virtuelle fællesskab florerer allerede nu på Instagram, hvor mange har delt deres yndlingssteder med #MitEgedal. Kong Svendshøj, Skenkelsø, Sperrestrup og Tennisskoven er blandt nogle af de over 100 opslag, der er blevet delt. 

- Til efteråret bliver det virtuelle fællesskab til et "ægte" fællesskab, når en række af de udvalgte yndlingssteder bliver til stop på de tre Egedal Tours. Hvor turene går hen, ved vi først efter sommerferien, for det afhænger jo helt af, hvad der bliver delt med #MitEgedal, slutter Charlotte Haagendrup.