Skip to content back to nav
 
 

Kraftig brand på Veksø Skole

Brandbil.jpg

Opdateret søndag kl. 14.55.
Sidst på eftermiddagen lørdag er der opstået en kraftig brand på Veksø Skole. Brandslukningsarbejdet var færdigt kl. 01.30 søndag nat.

Nyhed skrevet af Marianne Roed Jakobsen|27-07-2019

Brandslukningen er i fuld gang, og brandudviklingen er stoppet. Der er heldigvis ingen fare for de omkringboende. 
 
Branden skyldes muligvis et gasskab, der er eksploderet, det vil selvfølgelig blive undersøgt nærmere.

Kommunens medarbejdere er på stedet, og vi følger løbende op her på siden og på vores Facebook-side.

Opdatering lørdag kl. 19.59:

Stor ros til brandvæsen og beredskab, som fortsat knokler med at slukke branden på Veksø Skole!

Det er her til aften besluttet, at SFO´en starter op på afdeling Lærkeskolen - forældrene er blevet kontaktet direkte af skoleledelsen.

Det er endnu ikke klart, hvor meget af Veksø Skole der er blevet beskadiget under branden, det vil de kommende dages undersøgelser vise.

Opdatering søndag kl. 14.55:

Efterslukningen af branden blev afsluttet kl. 01.30 søndag nat. Det er heldigvis lykkes at stoppe branden, så det kun er den ene fløj af skolen, som er delvis nedbrændt.
Alt det, der kunne reddes fra bygningerne, er sikret, og de nedbrændte del af skolen er nu spærret af. Der bliver holdt opsyn for at sikre, at branden ikke ulmer op.
Mandag skal en taksator vurdere skaderne, og her fortsætter politiets arbejde med at afdække årsagen til branden.
Mandag kl. 10.00 mødes skoleledelsen for at planlægge, hvor elverne skal starte op det kommende skoleår. Alle berørte forældre og elever får selvfølgelig direkte besked.

Yderligere oplysninger hos direktør Sune I. Schou, telefon 7259 6110.