Skip to content back to nav
 
 

Budget 2020 godkendes i år den 5.november

lommeregner

Forhandlingen mellem regeringen og kommunerne om rammerne for kommunernes økonomi 2020 blev udsat på grund af Folketingsvalget. Det får konsekvenser for budgetprocessen i Egedal Kommune.

Nyhed skrevet af Marianne Roed Jakobsen|08-08-2019

Under normale omstændigheder forhandler regeringen og Kommunernes Landsforening (KL) rammerne på plads for kommunernes økonomi inden sommerferien.

På grund af årets Folketingsvalg og den efterfølgende periode inden der blev dannet en ny regering, blev forhandlingerne udsat til efter sommerferien. Økonomiaftalen forventes på plads i starten af september.

Normalt skal de kommunale budgetter for det kommende år være godkendt i byrådet senest den 15. oktober. I år er fristen blevet udsat til den 5. november.

" Det er ærgerligt, at vi bliver nødt til at udsætte vores tidsplan, fordi regeringen ikke har fået en aftale på plads med kommunerne inden sommerferien", siger borgmester Karsten Søndergaard, og fortsætter:

" I en kommune bestemmer vi selvfølgelig mange ting selv, men bliver også påvirket af de rammer, som der aftales fra centralt hold. Derfor er vi afhængige af, at den samlede aftale om kommunernes økonomi falder på plads snart".

"Helt som man plejer, har administrationen i god tid inden sommerferien styr på forberedelserne til vores lokale budgetforhandlinger, så nu venter vi kun på indholdet af aftalen mellem KL og regeringen", supplerer kommunaldirektør Christine Brochdorf.

Vigtige datoer på vejen mod Budget 2020


18. september:

Byrådet holder budgetseminar

19. september - 1. oktober:

Høringsperiode, hvor borgerne har mulighed for atkommentereprioriteringsforslag og budgetnotater

24. september:

Borgermøde om budget 2020

30. september:

Byrådet holder igen budgetseminar

9. oktober:

Byrådet førstebehandler budget 2020

5. november:

Byrådet andebehandler og godkender budget 2020