Skip to content back to nav
 
 

Hjemmeplejen i Smørum må vente lidt længere på nyt hus

Skilt med Hjemmeplejen. Foto Egedal Kommune.

Det planlagte nybyggeri til hjemmeplejen i Smørum har vist sig at blive for stort til byggegrunden ved siden af kulturhuset i Smørum. Udbuddet er derfor annulleret, og der skal findes en ny placering i Smørum.

Nyhed skrevet af Lotte Raabo Larsen|16-08-2019

Byrådet i Egedal har besluttet at bygge nye rammer til hjemmeplejen i Smørum. Under arbejdet med at afklare behovene har det vist sig, at byggeriet kræver mere plads end forventet.

Det betyder, at modulbyggeriet skal bygges hen over to lokalområder - og det kan kun ske, hvis man laver lokalplanen om. Det har derfor desværre været nødvendigt at annullere udbuddet af totalentreprisen.

Nu skal kommunen i gang med at se på løsningsmuligheder, og ser samtidig på andre placeringer i Smørumområdet.

De bedst mulige rammer

- Det er vigtigt for os, at hjemmeplejen i Smørum får de bedst mulige rammer, når vi bygger nyt til dem. Vi har desværre måttet konstatere, at det betyder, at der ikke er plads til byggeriet mellem kulturhuset og lunden, siger Ib Sørensen, 1. viceborgmester og formand for Planudvalget.

Nybyggeriet til hjemmeplejen skal give hjemmeplejen nye arbejdsforhold med plads til bade- og omklædningsfaciliteter og møde-, dokumentationsrum- og spiselokaler.

- Det er selvfølgelig ærgerligt, at vi nu skal se på mulighederne for en anden placering i Smørum, siger Ib Sørensen, og fortsætter:

- Hjemmeplejens personale har midlertidigt fået lokaler på Søagerskolen, og selvom det fungerer i en overgangsperiode er det vigtigt for mig at slå fast, at det kun er en midlertidig løsning, indtil det nye byggeri står klart.

Byggeriet ved Kulturhuset skulle have stået færdigt i foråret 2020.

- Umiddelbart vurderer administrationen, at projektet bliver forsinket med et år, men vi kan først sige det med sikkerhed, når vi ved hvor de nye lokaler skal bygges, slutter Ib Sørensen.