Skip to content back to nav
 

Jord og jordforurening

Jordbunke

Jorden på en ejendom kan være forurenet i større eller mindre grad. Kraftige jordforureninger registreres af Region Hovedstaden ved forureningskortlægningen, mens den lettere diffuse jordforurening udpeges af Kommunen.

Der findes forskellige grader af jordforurening, som har forskellige konsekvenser for grundejer og som behandles af forskellige myndigheder.  

Kraftige jordforureninger i Egedal Kommune

Der findes matrikler i Egedal Kommune, hvor jorden enten er under mistanke for at være eller er konstateret kraftigt forurenet. Disse matrikler kortlægges af Region Hovedstaden (V1 og V2 kortlægninger) - i det omfang Regionen har kendskab til forureningerne. Du kan læse mere om Regionens arbejde på Region Hovedstadens hjemmeside.

Du kan få et overblik over V1 og V2 kortlagte grunde i Egedal Kommune på Egedalskortet. Kik efter forureningskortlægningen under "Jordforurening" i venstre kolonne. Bemærk at der kan gå lidt tid, før Regionens afgørelser om kortlægning bliver opdateret på det digitale kort.

Lettere forurenede områder i Egedal Kommune

Foruden matriklerne med de kraftige jordforureninger, findes der områder i kommunen, hvor jorden antages at være lettere forurenet med enten tungmetaller eller med de såkaldte PAH'ere (eller begge dele). For at jorden falder ind under kategorien "lettere forurenet jord" må de nævnte stoffer kun forefindes i relativt lave koncentrationer.

Kommunen udpeger de lettere forurenede områder i en "områdeklassificering". Der er her tale om områder, der er væsentligt større end matrikelniveau. Du kan se hvilke områder af Egedal Kommune, der er udpeget til områdeklassificering på Egedalskortet. Kik efter "områdeklassificering" under "Jordforurening" i venstre kolonne

Områdeklassificeringen er baseret på et erfaringsmæssigt skøn over sammenhæng mellem et områdes historik og forurening af jord. Områdeklassificeringen kræver ikke detaljeret kendskab til faktiske forureningsforhold på de enkelte grunde indenfor områdeklassificeringen, og det er ikke formålet med klassificeringen at udpege enkeltejendomme som forurenede.

Din grund er altså ikke med sikkerhed lettere forurenet, hvis du bor i et områdeklassificeret område. Men din grund er medtaget i områdeklassificering, fordi kommunen har vurderet, at du bor i et område, der erfaringsmæssigt kan være lettere forurenet. Modsat gør sig gældende, at din grund ikke med sikkerhed er uforurenet, selvom den ikke er medtaget i områdeklassificeringen.

 

Selvbetjening