Skip to content back to nav
 
 

Vi passer på vores babyer

baby med mor_tilladelse

Ny rapport viser, at Egedals spædbørn fra fødslen har gode voksne omkring sig. Et tidligt samarbejde mellem forældre og sundhedsplejersker bidrager til den positive statistik.

15-08-2018

Børn i Egedal Kommune starter ofte livet med at have to forældre, der både bor sammen og er i arbejde eller under uddannelse. Samtidig er Egedals sundhedsplejersker hurtige til at aflægge forældre og nyfødte et hjemmebesøg. De positive tal ligger over landsgennemsnittet og indgår i rapporten 'Børns Sundhed', som Statens Institut for Folkesundhed og Databasen Børns Sundhed offentliggør i dag.

Tidlige besøg gør forældre trygge

Lillian Johansen fra Smørum blev mor for anden gang i juli og kom hjem fra hospitalet tre timer efter fødslen. Allerede da Ludvig var tre dage gammel kom sundhedsplejersken på besøg for første gang. Selvom Lillian Johansen havde erfaring som mor, var det trygt for både hende og hendes mand at møde sundhedsplejersken så hurtigt.

- Der er så meget man glemmer fra første barn og så mange ting, man skal huske. Selvom vi ikke har haft problemer, havde vi alligevel flere spørgsmål til sundhedsplejersken. Det var især rart hurtigt at få vide, at alt og også Ludvigs vægt var, som det skulle være, fortæller Lillian Johansen.

Egedals sundhedsplejerske Helle Brandt oplever også, at sundhedsplejerskens hjemmebesøg skaber tryghed og trivsel.

- Mange forældre er naturligt lidt usikre på deres nye situation og barnets trivsel, når de kommer hjem fra hospitalet. Når vi kommer på besøg hos dem inden for de første dage, så er det med til at skabe ro, tryghed og styrke forældrenes tro på, at de faktisk gør det godt, siger Helle Brandt.

Sundhedsplejersken har øje for mor og barn

Helle Diana Hansen fra Ølstykke fødte i maj sit første barn Casper. Hun blev allerede kontaktet af sundhedsplejersken, imens hun stadig var indlagt på hospitalet. Fordi hun som mange andre mødre havde problemer med at amme, blev hun tilbudt et hjemmebesøg allerede dagen efter hjemkomsten. Da amingen efter et stykke tid stadig ikke fungerede, holdt sundhedsplejersken fokus på, at både Helle og Casper skulle trives og have en god tid sammen.

- Min sundhedsplejerske har været min livline i den første tid. Jeg har altid følt, at hun har haft tid til mig og taget udgangspunkt i mine og Caspers behov. Foruden hjemmebesøgene, har jeg også altid kunnet ringe til hende med spørgsmål, fortæller Helle Diana Hansen.

Gitte Viuff Bak er sundhedsplejerske i Egedal og deler Helle Diana Hansens oplevelse af, at et tidligt besøg er vigtigt.

- Familierne bliver sendt tidligt hjem efter fødslen, og jeg ser tit, at amningen ikke fungerer. Derfor er det vigtigt, at vi hurtigt kommer hjem til familierne, så vi kan være med til at støtte ammeforløbet og eventuelt guide i forhold til alternativer, hvis amningen ikke lykkes, siger Gitte Viuff Bak.