Skip to content back to nav
 
 

Børneterapeuterne

Børn

Børneterapeuterne tilbyder en indsats, hvor barnet og hele familien er i fokus med udgangspunkt i barnets hverdag.

Alle kan rette henvendelse til visitationen med henblik på at få vurderet et eventuelt behov for indsats. Vi modtager henvendelser fra forældre, institutioner, skoler, tale/hørekonsulenter, psykologer, motorikkonsulent og sundhedsplejersker samt via genoptræningsplaner fra hospitaler.

Børneterapien

Vi tilbyder motorisk og sensorisk udredning af børn og en målrettet tværfaglig indsats. Vi udreder ved brug af motoriske tests, sanseprofiler og en grundig vurdering af barnets udfordringer. Vi planlægger interventionen ud fra nyeste viden og erfaringer, der tager udgangspunkt i barnets hverdag.

I Børneterapien ser vi børn i alderen 0-18 år. Børnene har forskelligartede udfordringer som kræver opmærksomhed i større eller midre grad.

Vi ser blandt andet børn der:

  • Har motoriske eller sensorisk udfordringer, som:
    • for tidligt fødte børn (præmature børn)
    • medfødt eller erhvervet hjerneskade
    • medfødt genetisk sygdom
    • følgeskader efter medicinsk behandling
    • er motorisk bagud i forhold til jævnaldrende
    • uhensigtsmæssige strategier i forhold til motoriske opgaver
    • tendens til at tabe ting, snuble eller gå ind i ting
    • trækker sig tilbage eller undgår at være med i lege med andre børn
    • hypermobile led
    • har svært ved at sidde stille og er udfordret på koncentration
    • er udad reagerende  og/eller meget sensitiv
  • Har skader/gener i knogler eller led som følge af brud eller degenerative lidelser
  • Har mundmotoriske udfordringer, som:
    • "kløjs i maden", får maden galt i halsen, hoster, rømmer sig
    • selektive i valg af mad, kan opfattes som kræsne
    • ammeproblematikker
    • nedsat kontrol over mundvand
    • udtalevanskeligheder

Ansøgning om træning

Du ansøger hos Den Tværfaglige Myndighed, der behandler alle ansøgninger om trænings- og / eller vejledningsforløb.

Er dit barn mellem 0 og 6 år, og er du bekymret for dets udvikling, kan du udfylde vores henvendelsesskema til småbørn. Skemaet kan udfyldes af forældre alene, eller i samarbejde med institutionen, sundhedsplejersker, tale/hørekonsulenter, psykologer, motorikkonsulent eller anden samarbejdspartner.

Henvendelsesskema til forældre 0-6 år

Henvendelsesskema til samarbejdspartnere 0-6 år

Er dit barn mellem 6 og 18 år, og er du bekymret for dets udvikling, kan du udfylde vores henvendelsesskema til skolebørn i samarbejde med dit barns skole. 

Henvendelsesskema til forældre 6-18 år

Henvendelsesskema til samarbejdspartnere 6-18 år

Vores mission

Vi arbejder ud fra en familiefokuseret tilgang, hvor barnets, såvel som familiens, hverdag er i fokus.

Al forskning og erfaring viser, at der skal mange daglige gentagelser til, samt at aktiviteterne skal være motiverende, målrettede og meningsfulde for, at der sker en læring. Vi har derfor meget fokus på at få integreret træningen i familiens hverdag. 

Vi fungerer som løbende sparringspartnere for familien, institution og skole, således at vi bedst muligt kan støtte op om, barnet får det ønskede udbytte ud af den indsats, vi i samarbejde igangsætter. Vi vægter samarbejdet mellem Børneterapien og forældre, institution og skole højt, da der i dette samarbejde ligger vigtig viden og erfaringer om barnet, som kan bidrage til at skabe helhed i indsatsen.

Formidling af viden

Det er vores erfaring, at forældre har et ønske om mere viden og information om bagrunden for barnets udfordringer i hverdagen samt mulige løsningsstrategier hertil. Vi har derfor stor fokus på formidling af viden til både forældre og andre fagpersoner med henblik på at få en bedre forståelse for barnet og de udfordringer, der opleves i hverdagen.