Skip to content back to nav
 
 

Tak, fordi du ikke fodrer søens fugle

Sø - tak, fordi du ikke fodrer søens fugle

Fodring af fugle i kommunens søer er et stort problem, som vi gerne vil gøre noget ved

Fordring af søens fugle er en hyggelig beskæftigelse, men er hverken godt for dyr, planter eller vandet i søerne. For at gøre opmærksom på dette, har vi valgt at sætte skilte op ved søerne for at informere om de negative konsekvenser.

Hvorfor er det en dårlig ide at fodre fuglene ved søerne?

Det er ikke nødvendigt at fodre fugle, der er nemlig føde nok. Hvis der ligger is på søen i længere tid, vil fuglene flyve til andre områder med åbent vand for at finde føde, oftest ud til kysterne. Knopsvanen sparer energi ved at lægge sig på isen eller på jorden med hovedet under vingen, og sådan kan den ligge uden at spise i op til 1½ måned. 

Det brød, vi fodrer fuglene med, giver næring til alger. 1 kg brød indeholder ligeså meget næring som 500 L spildevand, og er derfor en stor kilde til forurening. Algerne bruger ilten for at vokse og gør vandet grønt. Det medfører at mange dyr og planter i søen forsvinder. Vandplanterne i bunden af søen får ikke lys nok og forsvinder, og da f.eks. svaneunger lever af disse vandplanter, forsvinder deres naturlige føde. Når planterne dør og rådner, gør de søen uklar og ildelugtende.

Når man fodrer fuglene, vil der komme unormalt mange på det sted. Fuglene vil også bruge meget tid på at kæmpe om maden, når de bliver fodret og dette øger konkurrencen. De stærkeste i hierarkiet vil kæmpe og forsvare maden, selv om de er mætte. Dette gør, at de svagere fugle har svært ved at få fat i maden og bruger mere energi, end de ellers ville have gjort, når de søger mad. Hvis man fodrer fuglene kan det derfor øge risikoen for, at de svage sulter og dør hurtigere, end de ville have gjort uden ekstra fodring. Det store antal øger desuden risikoen for spredning af forskellige sygdomme.
Hvis der lægges store mængder brød ud på jorden ved søen, og fuglene ikke får spist det hele, er det et særdeles dejligt og nemt måltid for skadedyr, specielt rotter. Fuglefodring kan derfor øge risikoen for rotter i området.

Vi har opsat skilte ved følgende 15 søer i kommunen:

  • Erantis haven
  • Smørumnedrevej
  • Ganløse Gadekær
  • Smørum Gadekær
  • Kildesø
  • Stråmosen
  • Spejderengen
  • Byparken N
  • Ledøje Gadekær
  • Slagslunde Gadekær
  • Åkandehaven
  • Balsmosesøen
  • Irishaven
  • Skenkelsø sø
  • Lillesø