Skip to content back to nav
 

Hurtig afhentning mindsker rod på villavejene

Skraldebil

Storskrald kunne før stå i op til en uge på villavejene før det blev afhentet. Det bliver nu lavet om, så det afhentes inden tre dage.

Kirsten Sterling|30-07-2012
Stil dit storskrald ud til afhentning søndag aften og få det hentet i løbet af ugen. Det har været beskeden til borgere, der ville have hentet deres storskrald ved bopælen i Egedal Kommune. Især borgere i Ølstykke-området har til tider måttet vente fra mandag til fredag før skraldet blev afhentet. Det har set rodet ud, men har også skabt rod i det dyrebare storskrald, så det ikke kan genanvendes.

- Når der står en bunke med storskrald ved en villavej i længere tid, kan der nemt opstå rod i sorteringen og dermed mister storskraldet sin værdi, siger Pernille J. Petersen, der er affaldsmedarbejder ved Egedal Kommune. 

God sortering giver billigere affaldsgebyr 

Bunker med storskrald kan tiltrække klunsere, der er på jagt efter gode genbrugsfund, og når de roder skraldet igennem, ødelægger de ofte sor-teringen, så skraldemanden sender skraldet til afbrænding i stedet for genbrug. 

- Det er ultra vigtigt, at sorteringen bevares, da vi tjener penge på genbrug og betaler for afbrænding, og de penge vi tjener, gør borgernes affaldsgebyr billigere, hvorimod afbrænding gør det dyrere, siger Pernille J. Petersen.

Intet husholdningsaffald i storskraldet

Skrald tiltrækker skrald. Så jo længere storskraldet venter på at blive hentet, jo større er sandsynligheden for, at forbipasserende smider almindeligt husholdningsaffald i de sorterede storskraldebunker, og så er det værdifulde skrald med et slag blevet en udgift og ikke en indtægt.

Skraldemanden har nemlig ikke tid til at sortere husholdningsaffaldet fra eller genskabe sorteringen, når han afhenter storskraldet. 

Husk at tilmelde dig storskraldeordningen

Man skal tilmelde sig storskraldeordningen hver gang man ønsker at få afhentet skrald eller haveaffald. Tilmelding sker ved selvbetjening på Mit affald 

Fakta om ny storskraldeordning

Egedal Kommune opdeles i to distrikter.

Distrikt 1:

Smørum, Stenløse og tilhørende landsbyer. 
Storskrald og haveaffald aftentes fra mandag morgen kl. 06:00 til onsdag kl. 16:00. 

Distrikt 2:

Ølstykke og tilhørende landsbyer. 
Storskrald og haveaffald afhentes fra torsdag morgen kl. 06:00 til fredag kl. 16:00.