Skip to content back to nav
 
 

Bulgariens præsident vil se på lavenergi i Egedal

Vietnamesiske parlamentarikere besøger familie i Stenløse Syd

Bulgariens præsident Rosen Plevneliev besøger på tirsdag Danmarks største lavenergibydel – Stenløse Syd i Egedal – for at se, hvordan en familie udnytter energien optimalt i deres hus. Samme dag besøger den flamske viceminister-præsident Egedal for at høre om kommunesammenlægning og borgerservice.

Nyhed skrevet af Frederik Roed|19-04-2013

I denne uge besøgte seks medlemmer af den vietnamesiske Nationalforsamling Egedal Kommunes 325 lavenergiboliger i Stenløse Syd, hvor borgerne udnytter energien optimalt og genanvende regnvandet.

I næste uge følger Bulgarien efter, når den 48-årige præsident Rosen Plevneliev hans følge på 28 embedsmænd, livlæge, sikkerhedsfolk m.fl. besøger bydelen sammen med Rockwool International, der står bag arrangementet.

Præsident Plevneliev kommer fra et land, hvor der har været voldsomme demonstrationer over energipriserne. Uroen førte til regeringens fald. Og der er valg til maj.
Mulighederne for energibesparelser er derfor noget, der optager Bulgarien meget.

Præsidenten besøger familien Zahn

Præsidentbesøget finder sted på tirsdag den 23. april klokken 15.55 i Stenløse Syd, hvor borgmester Willy Eliasen byder velkommen og hvor Gudrun og Stefan Zahn vil vise deres hus frem og fortælle om, hvordan de sparer på energien i hverdagen.

- Jeg er meget beæret over præsidentbesøget og ser meget frem til at møde præsident Plevneliev og vise ham, hvordan kommunens krav til energieffektive boliger i Stenløse bliver omsat i et ganske almindeligt lavenergihus. Det gør indtryk at opleve, hvor meget strøm og vand man kan spare som familie i sådan et hus - uden at ændre væsentlig livsstil. Jeg håber, at det kan være med til at give præsidenten og hans folk inspiration til nye boligområder i Bulgarien. Vi stiller os i hvert fald til rådighed med alle de erfaringer vi har fået, siger Willy Eliasen.

Selve præsidentbesøget slutter klokken 16.30, men efterfølgende ankommer en erhvervsdelegation fra Bulgarien, der vil se nærmere på de mere tekniske løsninger i familien Zahns hus.

Flamsk fokus på sammenlægning og borgerservice

Samme dag som det bulgarske præsidentbesøg, kommer den 61-årige flamske viceminister-præsident Geert Bourgeois og hans delegation fra Belgien til Egedal for at mødes med Willy Eliasen og kommunaldirektør Lars Wilms. Det sker tidligere på dagen klokken fra klokken 9.30 til 11.30.

Formålet med dette besøg, arrangeret af den danske ambassade i Bruxelles, er at høre om Egedal Kommunes praktiske udfordringer med at sammenlægge de tre gamle kommuner Smørum, Stenløse og Ølstykke til Egedal Kommune.
Efter mødet på Ølstykke Rådhus kører den syv mand store delegation til Stenløse Rådhus for at se nærmere på hvordan Borgerservice arbejder med netop borgerservice.

 

Læs også ...