Skip to content back to nav
 
 

Kom og TAG DEL i Frivillig Fredag

Frivillig Fredag

Fredag den 27. september støtter Egedal Kommune op om den nationale eventdag Frivillig Fredag. Fra kl. 15 til 17. 30 kan du møde mere end 10 forskellige lokale foreninger og borger-initiativer i Foreningsbasaren i Egedal Centret.

Nyhed skrevet af Nadia Eriksen|25-09-2013

Hver forening vil have en lille bod, hvor de hver især fortæller om deres mærkesager og aktiviteter. For eksempel er det muligt at spille et slag kort med Ølstykke Whist Club. Du kan også høre om, hvordan du selv kan give et nap med, når 'Jul hos Henriette' åbner dørene for ensomme, som ellers vil sidde alene juleaften.

I samme tidsrum - klokken 15-17.30 - åbner borgmester Willy Eliasen en række TAG DEL Egedal 'samtalesaloner' i Stenløse Rådhussal. Her kan alle interesserede borgere, repræsentanter fra lokale foreninger og virksomheder mødes og udveksle ideer, så vi sammen finder nye spændende løsninger på fælles udfordringer i vores lokalsamfund.
En udfordring kan eksempelvis være 'Hvordan kan vi i fællesskab sikrer, at flest mulige borgere kommer med på den digitale vogn?' eller 'Hvad skal der til for at vi i fællesskab kan genetablere juletræsfesten i Veksø?'.

Samtalesalonerne er blot en smagsprøve på et større initiativ, TAG DEL Egedal, som Egedal Kommune er i gang med at iværksætte til glæde og gavn for alle - både borgere, foreninger, kommunale enheder og virksomheder med en socialøkonomisk profil.

Nyt mødested for gode idéer

TAG DEL Egedal er et internetbaseret mødested, hvor alle kan oprette en gratis brugerprofil og udveksle ideer, deltage i udfordringer og i fællesskab finde nye løsninger. Når den bedste løsning er fundet kan platformen også bruges til at planlægge hvordan det nye fælles projekt kan føres ud i livet.

TAG DEL Egedal bygger på principperne for aktivt medborgerskab. Alle kan være med, og alle har potentialet til at bidrage til vores lokalsamfund. Med en brugerprofil er det nemt at komme i gang og tage del i egne eller andre brugeres udfordringer.

Tag del i din første udfordring

TAG DEL Egedal er udviklet i samarbejde med TAGDEL.dk.
Tag del i din første udfordring på tagdel.dk/egedal eller find os på facebook.com/TAGDELegedal
Begge arrangementer er åbne for alle interesserede og er gratis.