Skip to content back to nav
 
 

Brandalarm forhindrede brand i Solsikken

Brandbil

Et effektivt brandalarmanlæg har forhindret en brand i at udvikle sig i Børnehuset Solsikken i Smørum. Skaderne er minimale og daginstitutionen er tilbage i normal drift

Nyhed skrevet af Karoline Lyngholm Larsen og Frederik Roed|23-04-2015

Før weekenden - fredag aften den 17. april - opstod der pludselig røg i daginstitutionen Solsikken. På det tidspunkt var der ingen mennesker i bygningen, og ingen kom derfor noget til.

Da brandalarmanlægget, kaldet et ABA-anlæg, registrerede røg blev Egedal Brandvæsen automatisk tilkaldt, og brandfolkene fik hurtigt stoppet røgudviklingen. 

Røgen opstod i en kondensator i et lysstofrør i en loftlampe. Branden var begrænset til loftlyset og havde ikke spredt sig.

Loftlampen var placeret i et vaskerrum, og det kan ikke udelukkes, at branden havde haft et andet forløb, hvis kondensatoren var faldet ud af loftlampen og havde antændt vasketøjet i rummet. Men sådan gik det heldigvis ikke.  

ABA-anlæg tilkalder automatisk brandvæsenet når røgdetektorer registrerer varme eller røg. Da ABA-anlægget i Børnehuset Solsikken derfor registrerede røg, blev brandvæsenet tilkaldt med det samme, og ilden blev hurtigt slukket.

- Installeringen af ABA-anlægget har vist sig at gøre en stor forskel. På grund af ABA-anlægget er skadesomfanget på et minimum, og dermed er omkostninger også små. Vi har eksempelvis ikke været nødt til at skulle genhuse børnene eller restaurere bygningen, siger Egedal Kommunes risikokoordinator Meik Christensen.

Som et led i at forbedre brandsikkerheden bliver der i de kommende fire år installeret ABA-anlæg på alle kommunens skoler.