Skip to content back to nav
 
 

Egedal vil sænke energiforbruget

Astrid og Jakob fra Dansk Energi Management og Esbensen hjælper Egedal Kommune med energirådgivning

Egedal Kommune sætter frem til 2019 fokus på at sænke energiforbruget i kommunes bygninger. Målet er et bedre indeklima og en besparelse på 5 millioner kroner

Nyhed skrevet af Thomas Ø. Poulsen og Frederik Roed|15-12-2015

Omkring 120 bygninger - fordelt på 190.000 kvadratmeter - bliver de kommende år gennemgået for at vurdere hvilke, der bør energirenoveres.

Arbejdet er en del af Egedal Kommunes overordnede strategi 'Parat til fremtiden', som skal sikre, at kommunen fortsat har et økonomisk råderum til planlagte aktiviteter og uforudsete hændelser.

- Vi retter øjnene mod kommunens energiforbrug, dels for at forbedre kommunens økonomi, men også for at forbedre indeklimaet i vores gamle bygninger til gavn for medarbejdere og borgere, fortæller Ib Sørensen, planudvalgsformand i Egedal Kommune.

- I første omgang skal hovedparten af kommunens bygninger screenes for at se, hvor og hvordan, man kan forbedre måden energien bliver brugt på. Energiscreeningerne gennemføres af de uvildige rådgivere Dansk Energi Management og Esbensen, og resultaterne af energiscreeningerne får vi i løbet af den kommende sommer. Vores forventning er, at projektet vil reducere kommunens udgifter til energi med ca. 5 millioner kroner, siger Ib Sørensen.

Alt fra 1700-tallet til Solstrålen

Bygningsmassen i Egedal Kommune tæller bygninger opført helt tilbage i 1700-tallet. Største bygning er Lærkeskolen med i alt 11.000 kvadratmeter, mens den mindste bygning er Legestuen Solstrålen på bare 82 kvadratmeter.  I alt bliver omkring 190.000 kvadratmeter gennemgået.

- Med valget af Dansk Energi Management og Esbensen får Egedal Kommune hjælp fra en af branchens førende rådgivere til at løfte energiarbejdet til et højere og mere kvalificeret niveau. Vi forventer, at samarbejdet vil føre til et katalog over energibesparende tiltag, der giver værdiskabende løsninger - ikke kun økonomisk, men også i forhold til vores indeklima. På den måde kan vi give vores ejendomme et løft, der også får betydning for børn, elever og medarbejdere i Egedal Kommune, siger projektleder Thomas Ø. Poulsen fra Egedal Kommune.

Egedal Kommune har i flere år arbejdet bevidst med sit energiforbrug, men med dette projekt sætter kommunen for alvor sig selv på Danmarkskortet over kommuner, der arbejder seriøst med at reducere energiforbruget.
 
Egedal Kommune vil løbende orientere om projektet via egedalkommune.dk.