Skip to content back to nav
 
 

’Jeg holder pause resten af livet…’

Rygestop 2015

… siger Alf Hansen fra Egedal, som foreløbigt ikke har røget i to måneder. Du kan også få hjælp til at stoppe med at ryge. Meld dig til et kursus og bliv en del af et stærkt netværk

Nyhed skrevet af Julie Aebischer Nørgaard og Frederik Roed|24-03-2015

Seks ud af ti rygere ønsker at stoppe. Det vil Sundhedsstyrelsen og landets kommuner gerne understøtte og være med til at sikre, at dem der har lyst, ved, hvor de kan komme i gang.
Derfor kører Egedal Kommune nu kampagnen. 'Få hjælp til dit rygestop'.

Kampagnen er baseret på ex-rygeres egne historier, om hvordan det er lykkes for dem at stoppe med at ryge og især alle de positive gevinster, det har givet dem. 

Og gevinsterne er mange. De får en bedre økonomi, deres familier bliver glade, maden smager bedre og af mere, de lugter bedre, får mere luft til at motionere og bliver også selv i bedre humør.

Mere netværk end skole

Egedal Sundhedscenter vender de traditionelle rygestopkurser helt på hovedet. Her kommer du bestemt ikke i skole. Til gengæld giver netværket dig lyst til at leve videre uden cigaretterne. Normalt er der cirka ti deltagere på hvert kursus, og flere har fortalt os, hvor vigtigt det har været for dem, at dele overgangen fra ryger til røgfri sammen med en gruppe.

- Jeg troede ikke jeg var stædig nok, selvom jeg havde alle de gode grunde til at stoppe, siger Alf Hansen, der peger på, at det er rigtig godt at få sagt noget højt i et fælles forum.

Han prøvede at stoppe for et par år siden, hvor kurset var mere 'skoleagtigt' og ikke særligt personligt. 

Det nye rygestopkursus som Egedal Sundhedscenter tilbyder, er meget anderledes. Her kommer man og får sat ord på sine vaner og hører hvad andre på holdet har af ideer.

- Jeg holder pause for resten af livet, siger Alf Hansen, der stadig er overrasket over, at selv han kunne stoppe.

I Egedal Kommune kan du gratis tilmelde dig et rygestopkursus og næsten med det samme springe på et hold når du er motiveret for at starte med at stoppe.
Kontakt os allerede i dag på telefon 7259 6777 eller på mail: f_cbs_dtm@egekom.dk.
 

Fakta om kampagnen

'Få hjælp til dit rygestop' er en landsdækkende kampagne, som skal få flere storrygere til at kvitte smøgerne.
Kampagnen kører både på landsdækkende TV, i radio og på digitale medier. Sundhedsstyrelsen står bag indsatsen, der også støtter mange lokale initiativer til rygestop.

• Alle kan stoppe med at ryge, men mange forsøger at stoppe flere gange, før det lykkes. 
• Chancen for at lykkes med et rygestop bliver fem gange større, hvis man får hjælp til det. 
• Personer, der dagligt ryger 15 cigaretter eller derover, lever i gennemsnit 8-10 år kortere end personer, der aldrig har røget.
• De fleste storrygere ønsker at stoppe. Det gælder for mindst 6 ud af 10 rygere.
• Trangen til tobak er størst i begyndelsen af rygestoppet.  Men den bliver hele tiden gradvist mindre.