Skip to content back to nav
 
 

Børn: 'Sundhed' betyder også gode venner

Børn

’Jeg ville ikke komme til min sport, hvis der ikke var nogle venner’, siger en elev fra 5. klasse på Ganløse Skole, der har givet input til den nye sundhedspolitik.

Nyhed skrevet af Julie Aebischer Nørgaard|10-03-2015

Tendensen er tydelig.
Et godt netværk er vigtigt for at komme op af sofaen og ud af sin iPad. Børnene i Egedal Kommune mener, at fællesskabet er vigtigt for sundheden.

Det viser de to fokusgruppeinterviews med børn, som Egedal Kommune har gennemført på Ganløse Skole og Maglehøjskolen i Ølstykke.

Målet har været at høre børnene om, hvad de mener om sundhed og hvordan de kunne forestille sig at gøre det lettere at leve sundt i Egedal Kommune.

Det er sjovere med venner

Tidligere har en lang række borgere, eksperter, foreninger og virksomheder også bidraget med deres forslag og idéer til den nye sundhedspolitik.

- Jeg havde ingen venner på mit første hold, så jeg tænkte ikke 'Yes' jeg skal til badminton i dag, sagde en af eleverne.

I kølvandet på diskussionen om sport og sundhed fulgte en strøm af udsagn fra børnene om betydningen af venskab og sundhed:

- Det er sjovere at dyrke sport med venner. 

- Det er godt at have venner, det gør det hele sjovere. 

- Man kan også få nye venner, hvis man starter til sport. 

Hvis jeg var Borgmester

Eleverne talte om flere temaer under sundhed, og kom med interessante perspektiver på det sunde valg, og hvordan man kan leve sundere i fremtiden. 

- Hvis jeg var borgmester skulle økologisk mad være det billigste, lød det eksempelvis fra en 5. klasses-elev på Ganløse Skole.

Mere information

På  egedalkommune.dk/sundhedspolitik  kan du læse mere om processen frem mod den nye sundhedspolitik og se samtlige referater fra de afholdte fokusgruppeinterviews.