Skip to content back to nav
 
 

Snart kan dit affald sorteres i én beholder

Nem sortering i de nye 4-i-1-beholdere

Nu får de første 1.200 boligejere i Ølstykke mulighed for at sortere glas, metal, plast og papir i en beholder med fire rum. Det er en både nemmere og mere effektiv måde at genanvende emballageaffaldet på.

Nyhed skrevet af Frederik Roed|09-08-2017

Fra den 1. september slipper de første 1.200 boligejere i Ølstykke for at skulle køre på genbrugsstationen for at aflevere en stor del af husholdningernes emballageaffald. 

Egedal Kommune introducerer nemlig nu den nye 4-i-1-beholder, der både kan rumme glas, metal, plast og papir. Beholderen bliver automatisk tømt hver 4. uge, hvis den står max fem meter fra vejen.

- Med den nye genbrugsordning bliver det endnu nemmere at sortere affaldet. Og det er vigtigt, fordi emballageaffaldet indeholder mange ressourcer, når bare det bliver sorteret ud af restaffaldet og genbrugt i nye produkter. Samtidig sikrer vi, at Egedal Kommune når det nationale mål om at mindst 50 procent af alle husholdningers emballageaffald bliver genanvendt inden vi når 2022, siger formand for Teknik- og Miljøudvalget, Peter Hansen.  

Alle får de nye beholdere i 2018

Som udgangspunkt får hver husstand en beholder, der kan rumme enten 370 eller 240 liter, med mindre man aktivt har fravalgt løsningen på egedalsorterer.dk

- Det bliver valgfrit, om man ønsker den nye 4-i-1-beholder, men det er obligatorisk, at alt genanvendeligt emballageaffald bliver sorteret ud af restaffaldet - enten gennem fælles containere eller ture ud til genbrugsstationen, siger Peter Hansen.  

Inden udgangen af 2018 vil alle boligejere i de boligområder, hvor det er muligt, få tilbudt den nye 4-i-1-beholder, men ordningen begynder altså først i Ølstykke, hvor borgere de kommende uger får et digitalt brev fra Egedal Kommune, der i detaljer beskriver den nye løsning og besvarer en række praktiske spørgsmål. 

Du kan læse meget mere om den nye genbrugsordning og 4-i-1-beholderen på egedagsorterer.dk 
 

Læs også ...