Skip to content back to nav
 
 

Ældreminister smager på ældremad

Ældreminister Thyra Frank og politisk ordfører Jacob Mark besøger Plejecenter Damgårdsparken

Er vakuumpakket mad god nok til de ældre? Det er spørgsmålet på torsdag i DR’s program 'Langt fra Borgen', hvor ældreminister Thyra Frank og politisk ordfører Jacob Mark besøger storkøkkenet i Plejecenter Damgårdsparken.

Nyhed skrevet af Frederik Roed|11-09-2017

På torsdag klokken 22.15 inviterer DR-værten Ask Rostrup ældreminister Thyra Frank (LA) og politisk ordfører Jacob Mark (SF) til madlavning og middag på Plejecenter Damgårdsparken.

Her har Egedal Kommune nemlig sit storkøkken, der hver dag tilbereder forskellige madretter fra bunden og vakuumpakker maden til de ældre, der bor på plejecentre eller i egen bolig. 

Spørgsmålet, som de to Christiansborg-politikere debatterer, er, om den vakuumpakkede mad er god nok til de ældre?

Thyra Frank og Jacob Mark får selv smag for sagen, når de bliver sat i sving med madlavningen, og spiser sammen med de ældre på Damgårdsparken.  

Her bliver de to politikere også udsat for en smagstest, hvor det vil vise sig, om de overhovedet kan smage forskel på vakuumpakket og helt frisklavet mad.

'Langt fra Borgen' bliver sendt på torsdag den 14. september på DR 1 klokken 22.15.