Skip to content back to nav
 
 

Oplev filmen om det historiske Jørlunde

Jørlunde skole i gamle dage

Fremsynede folk fra Jørlunde Sogneforening tog i 1967 initiativ til at få optaget filmen ‘Jørlunde Sogn i hverdag & fest’. Dette enestående dokument om livet i det gamle Jørlunde kan nu genopleves i Jørlunde Sognehus fredag den 20. april 2018 klokken 13.00 - 15.00.

Nyhed skrevet af Birgitte Østrøm|10-04-2018

Oplev filmen om det historiske Jørlunde - fortalt af Peder Christensen.

Det er året lige inden 1968 og den gamle sognekultur er allerede under hastig forandring. Traktorer og mejetærskere har for længst afløst hestene på landet, og tilflytteres nye parcelhuse skyder op i den gamle landsby. På Jørlunde Bygade producerer fabrikken Cavallo nu stole & stiger, og fagforbundet Dansk Metal er ved at opføre sit kursuscenter: Metalskolen i Jørlunde. Kirken er fortsat sognets centrale omdrejningspunkt. FDF spejderne mødes i præstegården og herfra vandrer en procession af unge også til konfirmation i Jørlunde Kirke.

Der er tale om en ny-restaureret udgave af den originale film. 

- Egentlig troede vi, at originalfilmen var forsvundet efter at den i sin tid var blevet deponeret på Nationalmuseet', fortæller museumsleder Rolf Kjær-Hansen fra Egedal Arkiver og Museum,

- Så det var lidt af en overraskelse, at den fandtes på Det Danske Filminstituts arkiv i Glostrup'. Det har gjort det muligt at genskabe en digital version i høj billedkvalitet ud fra den originale 8 mm film. Filmen er uden lyd og kommenteres live af Peder Christensen fra Jørlunde Sogneforening, i sin tid en af initiativtagerne bag filmen.

Tid & sted: Fredag den 20. april 2018 klokken 13.00 - 15.00 i Jørlunde Sognehus, Bygaden 26, Jørlunde, 3550 Slangerup.

Der er gratis adgang.

Arrangeret af: Egedal Arkiver og Museum i samarbejde med Jørlunde Sogn.