Skip to content back to nav
 
 

Ordpatruljer styrker læring og trivsel

ordpatrulje

Egedals Ordpatruljer har været en tur i biografen, hvor de for første gang nemt kunne følge med i filmens undertekster. Formålet med biografturen var at fejre afslutningen på et vellykket pilotprojekt og byde velkommen til nye patruljer på flere skoler.

Nyhed skrevet af Vibeke Toft|24-08-2018

Ordpatruljerne i Egedal er grupper på mellem 4 og 6 elever i ordblindevanskeligheder, der er superbrugere af digitale løsninger og mentorer for andre elever på deres skole.

- Eleverne i Ordpatruljerne er en slags ambassadører på skolerne. De spreder kendskab til de digitale hjælpemidler og lære deres kammerater at bruge dem. Samtidig spiller de en stor rolle i forhold til at styrke fællesskabet og selvtilliden blandt de af vores elever, der er i ordblindevanskeligheder, siger skolekonsulent for sprog og læsning i Egedal Kommune Kit Friisgaard.

Booster læring og selvtillid

Ordpatruljerne er opdateret på digitale løsninger, der kan hjælpe elever med at læse, stave og skrive. De spreder kendskabet til værktøjerne og hjælper andre elever med at bruge dem. Samtidig står de i spidsen for et fællesskab for elever i ordblindevanskeligheder. Et fællesskab, hvor det er muligt at lufte sine frustrationer, dele erfaringer og lære af hinanden.

Efter et succesfuldt pilotprojekt med to patruljer på henholdsvis Toftehøj- og Stengårdsskolen i skoleåret 2017/18, bliver der etableret fire nye patruljer på Ganløse Skole, Slagslunde Skole, Bækkegårdsskolen og Boesagerskolen i det nye skoleår. Det er planen, at alle distriktsskoler i Egedal med hjælp fra Læsekompetencecenteret inden for et års tid får deres egne lokale Ordpatruljer.

Hygge og nyt værktøj

Patruljerne møder løbende hinanden på tværs af Egedals skoler, og de bliver fulgt og klædt godt på til opgaven af lærere fra Læsekompetencecentret. I går var 20 elever fra Egedals Ordpatruljer sammen med skolernes læsevejledere inviteret til at se film i Roskilde. Biografturen var både afslutning på pilotprojektet og starten på et endnu stærkere netværk med de nye patruljer.

Forud for turen havde eleverne installeret en app på deres mobiletelefoner, som de skulle teste sammen med biografen.

- Det var en fed oplevelse at se filmen med den nye app. Nu forstår jeg langt mere, og selvom jeg godt kan læse, så hjalp app'en mig med at forstå det hele, siger Nikolas, der er med i Ordpatruljen på Stengårdsskolen.

Den nye app kan ved hjælp af mobiltelefonens høretelefoner læse films undertekster højt og give mennesker i ordblindevanskeligheder mulighed for at følge med i underteksterne, når det går hurtigt eller filmen ikke er på dansk. Nu har Ordpatruljerne fået et nyt digitalt hjælpemiddel med i rygsækken, som de kan introducere de andre til.