Skip to content back to nav
 
 

Sprøde grøntsager og jazztoner på møllen

skenkelsø mølle

Høsten er ved at være i hus – og det fejres med en spændende aktivitetsdag med sprøde grøntsager og jazztoner, rebslagning og smagsprøver.på Skenkelsø Mølle lørdag den 1. september klokken 10.00 -14.00.

Nyhed skrevet af Birgitte Østrøm|27-08-2018

Så er der atter høstmarked på Skenkelsø Mølle. Og selvom sommeren har været usædvanlig tør, hvilket selvsagt har sat præg på høstudbyttet i år, skal det alligevel fejres, når det sidste neg er båret ind.

Rebslagning og smagsprøver

Børnene får lejlighed til at fremstille mel eller havregryn på møllens små demonstrationsmøller samt prøve kræfter med selv at fremstille reb og tovværk. Rebslagning var tidligere en vigtig funktion, da man var afhængig af godt tovværk til mange opgaver.

Oplev også museets gamle tærskeværk, der vil være opstillet bag møllen og være i fuld funktion. Museets landbrugsekspert vil også fortælle om tærskning med plejl, og vil således kunne uddele tørre tærsk.

Skenkelsø Mølle sætter fokus på det kulturhistoriske høstgilde, hvor man kan få smagsprøver på tidligere tiders robuste og mættende høstmad. Man kender talemåden, at 'æde som en tærsker', hvilket henviser til at mange på landet tidligere var ansat som tærskere på akkord med kost og logi, hvor appetitten var god efter en lang arbejdsdag. 

Søris, den lokale producent af grøntsager, der sidste år fejrede 30 års jubilæum som økologisk landbrug vil også være tilstede. Der vil være mulighed for at købe friske økologiske grøntsager fra Søris.

Der vil også være sprøde jazztoner på gårdspladsen: StarDust Swing Band med orkesterleder Erik Hjortkær Andersen spiller koncert kl. 10.30 - 11.30.

Møllelauget vil fortælle om møllens indretning og vingerne ville snurre. Der kan købes friskmalet mel fra stenkværn. Benyt lejligheden til at besøge museet og få mere at vide om Egedals spændende historie - herunder særudstillingen om 'Landboliv', hvor livet på landet bliver belyst med genstande og dragter fra museets store samling.

Nyd en kop frisklavet kaffe eller te med kage i møllehaven, under æbletræerne.

Arrangementet sker i samarbejde mellem museet, Møllelaug og Historisk Forening.

Adresse. Skenkelsø Mølle Museum - Maglehøjvej 42, Ølstykke.