Skip to content back to nav
 
 

Ny spændende daginstitution i Smørum

Facade Ny daginstitution i Smørum

Team Combi Byg er valgt som entreprenør på den nye daginstitution i Smørum. Egedal Byråd har den 19. december 2018 godkendt entreprenør og projekt.

Nyhed skrevet af Lotte Raabo Larsen|20-12-2018

Team Combi Byg imødekommer byggeprogrammets krav om funktionalitet, fleksibilitet og pædagogiske rum i samspil med udearealer.

Den nye daginstitution i Smørum er indpasset i landskabet med sine to etager i en organisk form, hvilket giver plads til en stor, rummelig og grøn legeplads med områder til mange forskellige slags lege, og overdækkede arealer.

Indendørs er der fokus på nærhed mellem børnegrupperne gennem fleksible rum og arealer til børneaktiviteter i form af sanserum, konstruktionsrum, motorikrum og fællesrum. Et dobbelthøjt centralt placeret rum i midten af bygningen omkring et klatretræ og klatrenet skaber sammenhæng mellem de to etager, og trækker lys og natur ind i bygningen.

Det lille i det store

Når vuggestuebørn og børnehavebørn har behov for ro, kan de finde ophold i mindre nicher både inde i grupperummene og uden for i de øvrige arealer flere steder i huset.

- Der er skabt et hus, hvor børnene kan opleve bevægelsesglæde, øve sig, skabe og lære gennem fællesskaber, så de bliver selvhjulpne legebørn. Der er plads til "det lille i det store" og plads til at vokse. Team Combi Byg har løst opgaven rigtig godt, siger Carina Buurskov, formand for Egedal Kommunes Familieudvalg.

Spændende og tiltalende arkitektur

- Vi får en meget spændende og tiltalende arkitektonisk løsning med gode pædagogiske overvejelser, god rumlig disponering og en klar sammenhæng mellem inde- og udeområder, siger Ib Sørensen, formand for Egedal Kommunes Planudvalg og formand for Bedømmelsesudvalget.

Bygningens facade bliver opført i naturmaterialerne skifer og træ og med indbygget solafskærmning og wires til klatreplanter, der fungerer som en levende overgang mellem bygning og legeplads. Taget bliver et grønt tag, beklædt med sedumplanter.

- Jeg glæder mig over bygningens bæredygtige materialer. Den nye daginstitution bliver et positivt og synligt vartegn i bydelen, siger Ib Sørensen.

Det samlede projekt udgør ca. 1.600 m2 opvarmet areal - hertil 180 m2 overdækkede udearealer og 145 m2 terrasse og tagterrasse.

Den nye daginstitution bliver bygget i området nord for Kirkevangen i Smørum og har plads til 136 børn, der er fordelt på fire vuggestuegrupper og fire børnehavegrupper.

Byggeriet forventes at stå færdigt sommeren 2020.

Team Combi Byg

  • Entreprenør: Combi Byg A/S
  • Arkitekt: Pluskontoret Arkitekter
  • Ingeniør: TVEDE Rådgivende Ingeniører & Arkitekter ApS
  • Landskabsarkitekt: Pluskontoret Arkitekter

Bedømmelsesudvalgets sammensætning består af personer fra styregruppen, udvalgte politikere, projektgruppen/ byggeudvalget, interne fagdommere inden for arkitektur og tekniske fag og brugergrupper.