Skip to content back to nav
 
 

Ny stilling sætter
SOSUen fri i Egedal

Team EVA

Egedal har taget nye midler i brug for at gøre det mere attraktivt at være ansat som SOSU. Den nye stilling indebærer, at SOSU’er selv bestemmer, hvornår de vil arbejde, og hvornår de vil holde fri.

Nyhed skrevet af Julie Aebischer Nørgaard|20-12-2018

Alle kommuner i landet er udfordret, når det kommer til at rekruttere inden for SOSU-området. En rundspørge* blandt kommunerne gennemført af KL viser, at mere end 70 procent af kommunerne mener, at det er blevet sværere at rekruttere personale inden for ældreområdet end for tre år siden. Samtidig er det et område, hvor mange arbejder deltid, og hvor der er et højt sygefravær. Og Egedal Kommune er ingen undtagelse. Derfor gik lederen for al vikardækning på ældreområdet i Egedal Kommune i tænkeboks i foråret og kom ud med en idé til en helt unik ansættelsesform; den såkaldte Distriktsansættelse.

Mød Lucia

1. maj 2018 kørte den allerførste "Distriktsansatte" ud på vagt i Egedal. I dag 14. december samme år fortæller Lucia Rosso, hvordan jobbet giver hende så meget mere end før, hvor hun var ansat under almindelige arbejdsvilkår.
Mød Lucia fra Team EVA her.

- Jeg elsker at kunne hente mine børn tidligt og få noget mere ud af dagen. I år har jeg valgt at holde fri i julen og være sammen med hele min italienske familie. Om jeg vil arbejde 20 timer den ene uge og 40 timer den næste - det styrer jeg selv, siger Lucia fra Team EVA.

Fakta om Distriktsansættelse

  • Mulighed for selv at planlægge vagter i et 12-ugers-rul
  • Mulighed for at arbejde dag, aften og nat
  • Mulighed for selv at planlægge, de weekender og helligdage du vil arbejde
  • (dog min 4 weekender på 12 ugers rul og 5 SH dage på et år)
  • Følger arbejstidsregler og ovenskomst herunder løn under ferie og sygdom, mv.

Der er politisk fokus på problemet, men det løser ikke udfordringen her og nu

Senest har regeringen og Dansk Folkeparti afsat ca. 150 millioner kroner over fire år til en række konkrete initiativer til at imødekomme rekrutteringsudfordringen på ældreområdet. Det drejer sig blandt andet om kampagner, som skal gøre det mere attraktivt at arbejde inden for omsorgsområdet.

- Der er mange gode takter i regeringens initiativer, men vi er nødt til allerede i dag at finde på nye attraktive løsninger, så vi kan tiltrække flere medarbejdere og sikre, at vores ældre borgere får den bedst mulige service, siger Britt Rosendahl, Leder af Hjemmepleje, Sundhed og Træning.

De ældre møder SOSU'er, som kender dem og kommunen

I alle kommuner landet over bruger man hver dag mange vikarer på ældreområdet. Vikarer, som træder til ved sygdom. Mange ældre kan derfor opleve, at der dukker en ny person op i deres hjem fra gang til gang.

- Det er ikke optimalt, at vores ældre borgere møder nye ansigter hele tiden. Men fordi vi har et fast korps af ansatte, som dækker ved sygdom og lignende, så er det netop intentionen at det ikke nye mennesker, de ældre møder, når der er sygdom i gruppen, forklarer Leder af Team EVA Carsten Theis Gaardboe.

Får privatliv og arbejdsliv til at gå op

De ældre og svageste borgere har behov for hjælp hver dag, hele dagen. Så for SOSU'er er der ikke nødvendigvis noget, der hedder fri Juleaften eller hver søndag, hvor de fleste andre mennesker kan sove længe og hente morgenbrød ved bageren.

Der kan være perioder af ens arbejdsliv, hvor et job som SOSU med skiftende vagter og weekendarbejde, kan være svært at forene med et godt familieliv. Fx når man har små børn. Med Distriktsansættelsen har vi skabt en stilling hvor man har større mulighed for at planlægge sin arbejdstid, så det hele hænger sammen, siger Carsten Theis Gaardboe.

For godt til at være sandt

Kontakt teamleder af Team EVA, Carsten Theis Gaardboe på 72 59 74 40 eller på Carsten.gaardboe@egekom.dk for at høre mere om den nye ansættelsesform. Team EVA (Egedal Vagt og Administration) dækker vagter for hele området i hjemmeplejen og på plejecentre i Egedal Kommune.

*Kilde:ufm.dk