Skip to content back to nav
 
 

Ti nye gazeller i Egedal

Egedal gazeller

Igen i år kan Egedal Kommune bryste sig af sine driftige virksomheder. Ti lokale virksomheder er netop kommet på Børsens gazelleliste.

Nyhed skrevet af Jane Mortensen|20-12-2018

Dagbladet Børsen har netop kåret årets gazellevirksomheder. Det er igen i år gået rigtig godt for virksomhederne i Egedal Kommune, og borgmesteren er stolt af de ti lokale gazeller

- I Egedal lægger vi stor vægt på, at der skal være plads til at tænke nyt og udvikle en god forretning, og det er vores gazeller gode eksempler på. Så der skal lyde et stort tillykke her fra, siger borgmester i Egedal Kommune Karsten Søndergaard.

Erhvervslivet kan hylde de lokale gazeller

Vanen tro bliver alle virksomheder i Egedal inviteret til nytårskur på rådhuset, hvor de ti gazellevirksomheder også kommer på scenen. Nytårskuren løber af stablen

klokken 07.00 fredag den 25. januar 2019.

- Det er positivt, at vores lokale gazeller igen kommer fra så mange forskelige brancher. Det viser, at vores lokale virksomheder er dygtige, og at der er gode forudsætninger for erhvervslivet i kommunen, siger Charlotte Haagendrup.

Årets hurtigt voksende virksomheder

I år blev der kåret 2.099 gazellevirksomheder på landsplan, hvoraf ti virksomheder fra forskellige brancher har adresse i Egedal Kommune:

M3S A/S, Stenløse - DEFAK ApS, Smørum - A-SAFE Scandinavia ApS, Ølstykke - Ruwi Packing ApS, Smørum - DOCO Byggefirma, Ølstykke - Scandinavian Yacht International ApS, Stenløse - Kasa Murer-Entreprise ApS, Stenløse - Keil Smede- og Maskinservice ApS, Stenløse - MB Fundament ApS, Smørum - Smørum Pizza ApS, Smørum.

Det er anden gang, at de tre virksomheder MB Fundament ApS, Scandinavian Yacht International ApS og M3S A/S bliver kåret som gazeller. Kasa Murer-Entreprise ApS har fået anerkendelsen hele tre gange.

Dagbladet Børsen har siden 1995 kåret de danske virksomheder, der i løbet af de seneste fire regnskabsår har haft kontinuerlig vækst i omsætning eller bruttoresultat. Samlet set skal en gazellevirksomhed inden for de fire år også have mere end fordoblet omsætningen eller bruttoresultatet i perioden.