Skip to content back to nav
 
 

Populær frokostordning giver nye køkkener

Lækker mad til frokost hver dag i børnehusene

Forældrene i hele 26 af 29 børnehuse i Egedal Kommune har valgt, at deres børn skal have mad fra den fælles frokostordning. 20 institutioner har genvalgt, og seks nye institutioner har valgt ordningen til og skal derfor have bygget eller renoveret køkkener inden januar 2019.

Nyhed skrevet af Julie Bauer Larsen|08-06-2018

- Frokostordningen er et tilbud om sund og varieret mad, som børnene får serveret midt på dagen. Vi har haft ordningen siden 2015, og jeg er selvfølgelig glad for at se, at forældrene er begejstrede og at flere vælger frokosten til, siger formand for Familieudvalget Carina Buurskov.

Lækker mad kræver køkkenplads

Frokostordningens mad bliver leveret til institutionerne, hvor den skal til varmes og anrettes. Derfor er der brug for køkkenplads og en køkkenperson, som forbereder maden til børnene. 

- Der er seks institutioner, som skal begynde med frokostordningen fra januar 2019, og det skal de selvfølgelig have de rigtige rammer til. Derfor er der allerede lavet planer for renovering eller opførsel af køkkener, som skal sættes i gang i løbet af sommeren og efteråret, fortæller Carina Buurskov.