Skip to content back to nav
 
 

Nyt partnerskab skal bane vejen for flere

Partnerskaber

Samarbejdsaftaler mellem Egedal Kommune og frivillige organisationer understøtter kommunens vision om hverdag og fællesskab i bevægelse. Ny aftale med Ældre Sagen skal bane vejen for endnu flere partnerskaber.

Nyhed skrevet af Marianne Brandt |14-05-2018

Ældre Sagens lokalformænd fra Ølstykke, Stenløse og Ledøje-Smørum skriver under på samarbejdsaftale med Borgmester Karsten Søndergaard og formand for Social- og Sundhedsudvalget Vicky Holst Rasmussen.

Samarbejdsaftaler understøtter Sundhedspolitik

Frivillige foreninger og ildsjæle gør en stor forskel for ældre og svage eller medborgere uden et stort netværk. Det skaber øget livskvalitet og glæde for begge parter. At være noget for andre skaber værdi hele vejen rundt. Ikke kun for dem, der tager imod, men lige så meget dem, der bidrager. 

- Det er meget positivt, at vi nu har en officiel samarbejdsaftale med Ældre Sagen om projekt spisevenner. Jeg håber, at der er andre foreninger, der også har lyst til at byde ind. Vi er i hvert fald meget åbne for nye partnerskaber, der kan være med til at understøtte vores Sundhedspolitik, siger formand for Social- og Sundhedsudvalget Vicky Holst Rasmussen og fortsætter: 

- Spisevenner er et spændende projekt. Her er der tale om udsatte borgere, der får en håndsrækning og øget livskvalitet i hverdagen. Vi får nedskrevet rammerne og vished om, hvem der gør hvad. De frivillige spisevenner på plejecentrene skal jo udføre én opgave og fagpersonalet en anden. 

Hverdag og fællesskab i bevægelse 

-Den nye samarbejdsaftale er et godt eksempel på det fællesskab, som vi er så gode til her i Egedal med mange ressourcestærke borgere. Det er en del af vores vision om hverdag og fællesskab i bevægelse, og jeg er sikker på, at denne aftale er starten på endnu flere konstruktive samarbejder, siger Borgmester Karsten Søndergaard.  

Læs mere om projekt spisevenner og Sundhedspolitikken.