Skip to content back to nav
 
 

Hvad skal Egedals dagtilbud være kendt for?

Børn peger mod himlen

Invitation til workshop 22. november.

Nyhed skrevet af Christina Adler Jensen|08-11-2018

Fremtiden skaber vi sammen. Derfor inviterer Familieudvalget i Egedal Kommune alle interesserede til at deltage i spændende workhop, hvor visionen for Egedals dagtilbud udarbejdes. 

- Visionen for dagtilbudsområdet skal være den røde tråd i vores arbejde med at styrke kvaliteten i vores dagtilbud til vores børn og sætte en fælles retning for vores arbejde. Og derfor skal vi have så mange som muligt med. Forældre, medarbejdere, politiske organisationer - alle der har noget på hjertet for vores børn er velkomne, fortæller Carina Buurskov, formand for familieudvalget.

Afsættet for udviklingen af den nye vision skal findes i den nye Dagtilbudslov, der blev vedtaget denne sommer samt Egedal Kommunes Børne- og Ungepolitik fra marts 2018. Begge vil blive foldet ud på workshoppen. 

Med ud i fremtiden

Den nye vision maseres frem på visions-workshoppen, hvor de fremmødte blandt andet kan gå på opdagelse i en "markedsplads", der præsenterer ni forskellige temaer. "Leg", "dokumentation", "relationer" og "forældresamarbejde" er nogle af de ni emner, der på markedspladsen vil blive præsenteret med eksempler på, hvordan det allerede gøres i udvalgte dagtilbud.

- Vi ønsker, at workshoppen bliver et levende rum, hvor vi inspirerer hinanden med praksisnære eksempler, men også har mulighed for at flyve lidt højere op og se ud i fremtiden. Hvad vil vi gerne være kendt for? På workshoppen vil vi bygge videre på det gode vi allerede gør og koble visioner til vores praksis. Når vi sætter alle gode kræfter og tanker sammen, så kan vi skabe en ny fælles retning med fortsat blik for det, som det hele handler om; at understøtte vores børns trivsel og udvikling, fortæller Søren Trier Høisgaard, chef for Center for Skole og Dagtilbud. 

Workshoppen vil agere som inspiration til Egedals kommende vision for dagtilbudsområdet, der forventes vedtaget i foråret 2019. 

Fakta:

Workshop 22. november kl. 17 til 19.30, Byrådssalen Egedal Rådehus. 
Tilmelding - senest 16. november, send mail til nanna.christensen@egekom.dk.